
Søndagens Wild Card-kampe slutter med New England Patriots, der er tilbage efter fire års slutspilstørke. De tager imod Los Angeles Chargers på Gillette Stadium.
Mike Vrabel, Drake Maye og New England Patriots har taget NFL med storm.
Holdet, der i sidste sæson vandt fire kampe og havde en af ligaens klart ringeste angreb, er blevet vendt 180 grader og er pludseligt blevet en af NFL’s allerbedste mandskaber.
Mike Vrabel, der blev hyret som ny cheftræner før sæsonen, har indført en kultur, der virker til at have bragt klubben tilbage til det, som Patriots-legenden Bill Belichick formåede at gøre gennem sin mere end 20 år i klubben. Det har betydet et markant forstærket angreb med Drake Maye i spidsen, der på rekordtid er blevet en reel MVP-kandidat og ført sit hold til 13 sejre i grundspillet.
Men onde tunger vil så stille spørgsmålet: Hvem er det lige, de har vundet mod?
For kun to gange er det lykkes dem at slå et hold, der er endt i slutspillet (Panthers og Bills), hvorfor flere fans og eksperter har sat spørgsmålstegn ved, om de reelt kan vise muskler mod de stærkeste modstandere.
Den første test kommer mod Chargers. Jim Harbaughs mandskab vandt 11 kampe i grundspillet og for anden sæson i streg skyldes det primært en af ligaens mest solide forsvarsenheder.
De er blandt de ti bedste i yards- og point tilladt samt forcerede turnovers, hvilket primært skyldes deres 19 interceptions, hvilket er tredje flest.
Måske det kaster et cheftrænersæde af sig til klubben defensive koordinator, Jesse Minter, men endnu vigtigere kan det meget vel hjælpe dem i kampen om en plads videre i slutspillet.
Seneste nyt på skadesfronten
Noget, der ikke vil hjælpe Chargers til en sejr vil være fraværet af rookie-runningbacken Omarion Hampton.
Selvom sæsonen har været præget af skader, så har han alligevel imponeret med 60,6 løbeyards pr. kamp og fem samlede touchdowns på ni kampe (seks fra start). Han døjer med en ankelskade, og det var først i går (fredag), at han vendte tilbage på træningsbanen.
Selv er han sikker på, at han kommer til at spille, men for nu anses han som tvivlsom.
Hos Patriots kan de se frem til, at linebacker-profilen Robert Spillane vender tilbage. Han har siddet ude i en god måneds tid med en ankelskade, men har i ugens løb trænet med fuldt ud.
Dog kommer de til at være foruden den defensive tackle Khyiris Tonga (fod), samtidigt med at profilerne Harold Landry (knæ) og Kayshon Boutte (lyske) er tvivlsomme.
Herberts store test
Selvom de fleste øjne kigger mod kampen mellem Patriots’ angreb og Chargers’ forsvar, så retter vi her blikket mod de to andre enheder.
For til trods for, at Justin Herbert naturligvis kommer til at håbe på en stor præstation af sit forsvar, så bliver han og Chargers-angrebet nødt til at putte point på tavlen, hvis de skal have en chance.
Sæsonen anno 2025 har været hårdt præget af skader for den tidligere Oregon-quarterback. Ikke for ham selv, men for hans bedste venner foran sig. Tacklen Rashawn Slater måtte udgå for sæsonen før den overhovedet gik i gang med en slem knæskade, og supertalentet Joe Alt på den modsatte tackle nåede kun seks kampe, inden han også måtte vinke farvel til sæsonen.
Derfor har Herbert været hårdt prøvet med 54 sacks (kun én mindre end Geno Smith og Cam Ward på førstepladsen), og det har nok også været en stor årsag til hans rekordhøje 20 turnovers.
Nu møder han et Patriots-forsvar, der heller ikke er for sjov. Selvom det ikke er det forsvar, som kreerer vildt mange turnovers (19 i alt), så har de blandt andet et par store, onde fyre på den indvendige defensive linje, der nærmest egenhændigt kan nedlægge et angreb.
Christian Barmore og Milton Williams har dannet den nok bedste defensive tackle-duo i ligaeen, da det blandt andet kun er Jeffrey Simmons, der i grundspillet leverede flere pres pr. spil end de to.
De har været en stor del af, at kun tre andre hold (Seahawks, Texans og Broncos) har tilladt færre point end dem.
Derfor venter der en stor test for Herbert & co. Det er efterhånden ret godt dokumenteret, at sacks og ikke mindst turnovers ændrer kampe i NFL, hvorfor det bliver alt afgørende for ham at skrue ned for de fejl, som har kostet dem flere sejre i løbet af sæsonen.
Derfor venter der en stor test for Herbert & co. Det er efterhånden ret godt dokumenteret, at sacks og ikke mindst turnovers ændrer kampe i NFL, hvorfor det bliver alt afgørende for ham at skrue ned for de fejl, som har kostet dem flere sejre i løbet af sæsonen.
Forudsigelse
13 sejre i de sidste 14 kampe. Det er realiteten for et Patriots-hold, der umiddelbart bør være rimelig store favoritter til at slå Chargers. Men sådan er det ikke nødvendigvis.
Chargers har drillet stærke mandskaber som Broncos og Eagles i løbet af sæsonen, og hvis man sætter det lidt på spidsen, så er det kun Patriots’ sejr mod Bills, der har værdi. Derfor er kampen nok lidt tættere, end hvad en kamp mellem et andet seed og et syvende seed typisk vil være.
Dog går jeg alligevel med hjemmeholdet og forhåndsfavoritten fra New England.
Maye ligner en spiller, der har været i ligaen i ti år, og så tror jeg i sidste ende, at Patriots-forsvaret bliver for stor en mundfuld for Herbert og ikke mindst hans svage offensive linje.
Patriots vinder 23-16 og går dermed videre i slutspillet for første gang siden Tom Brady-dagene.
Læs også: Jaguarerne skal på bøffeljagt








