Hver uge udvælger vi fem interessante matchups, som du skal holde et specielt øje med. Det kan være stjerne-receiveren over for ‘lock down’-cornerbacken eller rookie-quarterbacken, der skal bevise sig på den store scene mod et af ligaens bedste forsvar.

Her er de fem matchups til første spillerunde af sæsonen.
1. Aaron Rodgers versus Seahawks’ forsvar
NFLs bedste quarterback mod NFLs bedste forsvar i en sæsonpremiere, der er et meget realistisk bud på en NFC-finale. Uha, det er lækkert. A-Rod legede med Seattles forsvar, da holdene mødtes i 14. spillerunde sidste år, hvor Packers sejrede 38-10. Søndag kommer Seahawks til gengæld med hele kavaleriet. Ligaens nok bedste safety – Earl Thomas – var ikke med i december-opgøret, mens Sheldon Richardson giver den defensive linje ekstra power og eksplosivitet. Og ja, så er Richard Sherman, Kam Chancellor og Bobby Wagner stadig at finde på forsvaret. Det er skræmmende.
 


 
Jeg kan ikke vente med at se, om Aaron Rodgers kan fortsætte på sit sublime niveau fra slutningen af 2016, og han får nok ikke en større test i hele sæsonen. Seahawks vil bevise, at fadæsen sidste år ikke er forsvarets og holdets reelle niveau. Samtidig har Green Bay-Seattle udviklet sig til en af NFLs mest imødesete kampe på tværs af divisionerne, og en sejr kan i sidste ende få afgørende betydning i form af hjemmebanefordel i slutspillet. Der er så meget på spil! Og så finder opgøret endda sted i en af de mest ikoniske footballarenaer, Lambeau Field.
2. Adrian Peterson versus Minnesota Vikings
Adrian Peterson vil for altid blive husket som en af de største i Vikings’ historie, men nu er runningbacken i New Orleans, efter Vikings valgte at fritstille AP. Peterson har selv erklæret, at han har en masse at bevise over for sine gamle holdkammerater. Minnesota har et stærkt forsvar med dygtige spillere i alle tre kæder og vil helt sikkert være ekstremt klar og tændte også.


Det bliver helt vildt interessant at se, hvilken udgave af Adrian Peterson vi får at se. Han har tidligere overrasket os, når vi tvivlede på ham, men kan han virkelig finde tilbage på noget nær samme niveau igen? Samtidig er det et stort spørgsmålstegn, hvilken rolle han får i Sean Paytons angreb. Saints har notorisk været glade for at kaste bolden (forståeligt med Brees under center), og de løb, der kommer til at være, skal AP dele med Mark Ingram. Uanset hvad kan jeg ikke vente med at se Adrian Peterson forsøge at straffe sine tidligere holdkammerater.
3. Ingram og Bosa versus Broncos’ nye tackles
Joey Bosa spillede 12 kampe i sin rookie-sæson, men han ikke skulle heller ikke bruge mere tid til at gøre opmærksom på, at han er en helt speciel spiller. Sammen med Melvin Ingram kommer han til at udgøre en af ligaens giftigste pass rush-duoer. Det fik vi et godt eksempel på i preseason. Strip-sack af Bosa på Jared Goff, og så kunne Ingram tage bolden hele vejen for touchdown.
Broncos’ offensive linje har haft sine problemer med at beskytte quarterbacken de seneste par sæsoner, og niveau hos Bolles og Watson bliver meget afgørende både for kampens udfald og Denvers mulighed for en et succesfuldt 2017 i det hele taget. Hvis Bosa og Ingram har overhånden i duellerne på ydersiden bliver det en lang aften for Trevor Siemian, og så løber Chargers højst sandsynligt med en vigtig sejr i AFC West, der spås til at blive en rigtig tæt division.
4. Dez Bryant versus Janoris Jenkins
Janoris Jenkins gav Dez Bryant en lektion i de to indbyrdes kampe sidste år. Jenkins dækkede Bryant på 50 spil, hvor receiveren blot hev en enkelt bold for ti yards ind (på det catch forcerede Jenkins en fumble) de otte gange, Prescott kastede bolden i Bryants retning. Giants’ første-cornerback pakkede Bryant fuldstændig ind, og Jenkins noterede sig blandt andet for to interceptions. Den ene var ekstraordinær: Cornerbacken læste Bryants rute med det samme og var klar på kastet, allerede inden Prescott havde sluppet den ovale bold.


Det matchup kommer igen til at have store betydning for, hvem der løber med sejren. Formår Jenkins at begrænse Bryants rolle i kampen, kan Giants smide otte mand i boksen for at stoppe Ezekiel Elliott, mens det modsat vil åbne en masse muligheder for Cowboys-angrebet, hvis stjerne-receiveren har overhånden. I mine øjne finder du ikke noget, der er mere fascinerende end to super-atleter, der kæmper deres egen kamp i kampen. Det får vi lov til at nyde søndag nat.
5. Derek Carr versus Marcus Mariota
Derek Carr og Marcus Mariota er quarterbacks på vej frem, og de ligner cremen af den quarterback-generation,der skal tage over efter Brady, Roethlisberger og Brees. Allerede her i første spillerunde får en indikation på, hvem der egentlig er bedst af de to lige nu.
Carr fik den største anerkendelse af de to sidste år og blev længe nævnt som en MVP-kandidat, mens Mariota i baggrunden leverede en rigtig flot sæson i Tennessee og muligvis havde ført holdet i slutspillet, havde det ikke været for en skade. Der er store forventninger til begge quarterbacks og deres mandskaber, som begge har talentet og kvaliteten til at spille football i januar. Uge 1 vil give mange svar på, hvem af Carr og Mariota der vil udgøre den største trussel for Bradys Patriots.