Gul Klud giver dig i dette helt nye format en optakt med fokus på alle weekendens kampe.

Hvis du vil klædes bare en lille smule på til alle weekendens kampe i hver spillerunde, så skal du bare følge med her i vores ugentlige optakt.

Denne optaktsartikel af Gul Kluds Alexander Paaske er den tredje i et helt nyt format, der giver dig en lynoptakt til alle søndagens kampe. Du får også en spiller i hvert opgør, som du især skal holde øje med.

Søndag kl. 19.00

Atlanta Falcons – Chicago Bears
Det her er en spøjs og særdeles atypisk kamp mellem et 0-2-hold og 2-0 hold. Falcons spillede eminent angrebsspil mod Cowboys, men måtte som det første hold i NFL’s historie gå fra banen som tabere efter at have scoret 39 point og have nul turnovers. Modsat har Bears hevet to sejre hjem uden at imponere, og jeg ser Falcons som det markant bedre hold. Bears har et fint forsvar, mens angrebet har har været godt i to quarters, og søvndyssende dårligt i de resterende seks quarters. Jeg forventer en masse point fra Matt Ryan og co., og her kan Mitch Trubisky ikke følge med, selvom Atlanta-defensiven er dårlig. Bears’ håb ligger i, at forsvaret kan kreere nogle turnovers, og at de defensive backs har en stor dag mod Julio Jones og Calvin Ridley.

Hold især øje med: EDGE Khalil Mack, Bears

Buffalo Bills – Los Angeles Rams
Det er ikke overraskende, at Bills er startet sæsonen med to sejre mod divisionsrivalerne Jets og Dolphins. Til gengæld er det en positiv overraskelse, at Sean McVays mandskab ser ud til at have genfundet det, der ligner 2018-niveauet. Cowboys blev slået i uge 1 efter en gennemført, god kamp, mens Eagles sikkert blev besejret i sidste uge. Derfor venter et ekstremt interessant matchup her i uge 2, hvor Bills for første gang for alvor bliver udfordret (jeg indrømmer, at Dolphins drillede dem lidt). Jared Goff er tilbage på sporet som en dygtig ‘game manager’ og måske endda mere til, mens Aaron Donald står i spidsen for et (igen) godt forsvar. Modsat har Josh Allen vist nogle dybt imponerende takter i de første to kampe med flere ekstraordinære kast, men der har også været nogle rigtig dårligt beslutninger. Vi får mange svar om de to holds reelle styrke i det her opgør, og jeg glæder mig til at se med.

Hold især øje med: RB Zack Moss, Bills

Læs også: 10 ting vi lærte i uge 2, 2020

Cleveland Browns – Washington Football Team
TNF-sejren over Cincinnati Bengals var virkeligt opløftende for Browns. Først og fremmest fordi Baker Mayfield spillede glimrende efter en dårlig sæsonpremiere mod Ravens. Nu kommer Washington Football Team så på besøg i en kamp, som Browns SKAL vinde, hvis de har ambitioner om slutspillet. Washington har et solidt forsvar, der – anført af den stærke defensive linje – kan give problemer. Men offensiven har ikke andet at byde på end den dygtige wide receiver Terry McLaurin og den lovende rookie-runningback Antonio Gibson. Og så ligner Dwayne Haskins Jr. stadig en quarterback, der er ved at vænne sig til niveauet i NFL. Det er de her hold, som Cleveland ikke må få problemer i mod, hvis de skal være med, hvor det er sjovt.

Hold især øje med: EDGE Myles Garrett, Browns

Minnesota Vikings – Tennessee Titans
NFLmings lilla helte fra Minneapolis har godt haft en horribel start på sæsonen. To klare nederlag til først Packers og senest Colts har efterladt vikingerne i bunden af NFC North. Blot er sæsonen to kampe gammel, men slutspilstoget er kørt, hvis de lyseblå fra Nashville rejser hjem til ‘Music City’ med sejren. Gæsterne kommer nordpå fyldt med selvtillid efter to sejre i tætte opgør, så det bliver på ingen måde let for Vikings. Presset er stort på Kirk Cousins, for han har ikke været pålidelig i sine første to kampe uden Stefon Diggs. Han er nødt til at løfte sit niveau. Og så har han selvfølgelig også brug for mere hjælp fra sin (igen) svage offensive linje. Samtidig har defensiven slet ikke fundet fodfæste efter den store udskiftning i de bagerste geledder. Det kan blive en grim sæson for Minnesota, hvis de ikke trækker det længste strå mod solide Titans.

Hold især øje med: TE Jonnu Smith, Titans

Frit valg på alle kampe – Prøv NFL Gamepass i aften:

NFL når du vil, hvor du vil – Prøv NFL Gamepass gratis i en uge!

New England Patriots – Las Vegas Raiders
Er Las Vegas Raiders favoritter i New England? Måske. Måske ikke. Men efter en fremragende start på sæsonen med to sejre over Panthers og Saints – specielt takket være et meget velspillende angreb, hvor runningback Josh Jacobs og tight end Darren Waller brillerer – er der lagt op til en uhyre spændende kamp på Gillette Stadium. Hjemmeholdet er ikke ubesejret som Jon Grudens mandskab, men det “nye” Patriots med Cam Newton er kommet spillemæssigt rigtigt lovende fra land. De var halvanden yard fra at fuldbyrde et vanvittigt flot comeback mod Seahawks, og Newton spiller som den gode gamle ‘Super Cam’. Patriots og Raiders er to af de mest fascinerende hold i AFC, men spørgsmålet er, om de har potentialet til at drille Ravens eller Chiefs i slutspillet. Måske vi får en indikation søndag. Og så byder kampen måske på startdebut for danske Hjalte Froholdt!

Hold især øje med: QB Derek Carr, Raiders

Læs også: Froholdts chance? Patriots-center opereret

New York Giants – San Francisco 49ers
For anden uge i træk spiller 49ers på MetLife Stadium, og hvis vi ser bort fra sejren over Jets i sidste uge, er det ikke et glædeligt gensyn. San Francisco blev nemlig ramt af den ene skader efter den anden til vigtige spillere. Edge rusher Nick Bosa er ude for sæsonen, mens quarterback Jimmy Garoppolo og runningback Raheem Mostert er ude i et stykke tid. Derfor er det forståeligt, hvis 49ers først og fremmest tænker på at undgå flere uheld på det suspekte underlag. Hjemmeholdet blev også ramt af en forfærdelig skade i uge 2, da stjerne-runningback Saquon Barkley rev sit forreste korsbånd over i det ene knæ og er færdig for sæsonen. Sportsligt er det en kamp, hvor gæsterne er klare favoritter på trods af skaderne, men for det fremtidige perspektiv i sæsonen bliver det interessant at se, om og i så fald for meget San Francisco er blevet svækket.

Hold øje med: TE Jordan Reed, 49ers

Philadelphia Eagles – Cincinnati Bengals
Det er ikke sjovt at være Eagles-fan lige nu. Inden sæsonen kunne man med optimistiske Philly-briller tro på, at holdet kunne spille med om og vinde divisionstitlen, men det er ikke realistisk at tro på i skrivende stund. Den defensive backfield er stadig under middel, selv om Darius Slay er kommet til, og tillader en passer rating på 110,2. Og offensivt er runningback Miles Sanders det eneste lyspunkt. Carson Wentz kan slet ikke finde rytmen bag en udsædvanligt shaky offensiv linje og med et decideret ringe receiverkorps. Sæsonen er selvfølgelig langt fra slut endnu, men Eagles ser ikke godt ud. Én, der til gengæld ser godt ud, er Bengals-quarterback Joe Burrow. Førstevalget i årets draft holdt ene og alene Bengals inde i kampen mod Browns med forrygende spil. Forhåbentligt kan han få mere hjælp af sine holdkammerater denne gang, og her tænker jeg især på et skrækkeligt ringe løbeforsvar, der har tilladt 370 yards i to kampe. Ren guf for førnævnte Miles Sanders. Eagles er 0-2 og skal vinde her, men i deres nuværende forfatning bliver det en åben kamp.

Hold især øje med: RB Miles Sanders, Eagles

Læs også: Weekly Winners 2020: Uge 3

Pittsburgh Steelers – Houston Texans
Nå, Randy Fitchner. Skal vi ikke sige, at du som offensiv koordinator er lidt klogere og dropper den der konservative tilgang? Big Ben er klar, så lad ham nu bare slynge kuglen til JuJu Smith-Schuster, Diontae Johnson, Chase Claypool og co. Den tilbageholdende angrebsstrategi var nemlig lige ved at gøre det spændende mod et amputeret Broncos-hold, og Steelers er for gode til, at det bør ske. Min konklusion er, at når Steelers har så stærkt et forsvar, så kan man godt tillade sig at være (mere) aggressiv. Specielt når man som Pittsburgh har talent på angrebet. Så jeg håber at se et Steelers-angreb uden håndbremsen trukket mod et tvivlsomt Texans-forsvar. Modsat kan jeg ikke vente med at se, hvad Deshaun Watson stiller op mod hjemmeholdets giftige forsvar. Houston er 0-2 efter nederlag til de to største favoritter i AFC (Chiefs og Ravens), og nu venter det på papiret tredjebedste hold i konferencen. Det er et ubarmhjertigt startprogram, men i en division, hvor Titans og Colts ser solide ud, kan Texans vel ikke tåle at tabe igen?

Hold især øje med: Brødreduellen mellem TJ Watt (Steelers) og JJ Watt (Texans)

Næste side: Kan Seahawks og Packers ride videre på bølgen? (tryk på knappen nedenfor)