På søndag får Hjalte Froholdt muligvis sin NFL-debut for New England Patriots. Den normale center hos Patriots, David Andrews, har brækket tommelfingeren, og han forventes ikke at spille i søndagens kamp.

Nu sker det måske endelig for Hjalte Froholdt. Danskeren har ventet tålmodigt på at få debut på Patriots’ angreb, men har indtil videre kun siddet på bænken. Det kan måske ændre sig i søndagens kamp mod Las Vegas Raiders.

Patriots normale center, David Andrews, har, ifølge NFL-journalisten Jay Glazer, brækket tommelfingeren på den hånd han normalt snapper bolden med. Frakturen skulle sidde ved knoen og er ikke en langvarig skade.

Ifølge Glazer forventes Andrews ikke at spille i denne uge, og måske heller ikke i de kommende uger. Det kan åbne muligheden for Froholdt, der er angivet som Andrews’ backup.

Patriots har dog holdt kortene tæt på kroppen i løbet af ugen, og der er derfor ingen information om, hvad Patriots har planer om, hvis Andrews er ude af kampen.

Udover Froholdt har Patriots også muligheden for at bruge rookie Michael Onwenu, der har imponeret holdet og har ageret som en ekstra offensiv linjemand, når Patriots har valgt at benytte formationer med seks offensive linjemænd, i de første to kampe.

Froholdt blev valgt i fjerde runde af Patriots sidste år, men spillede slet ikke i sin rookiesæson, da han sad ude med en skade. I år har Froholdt indtil videre kun været benyttet på special teams, når Patriots har sparket field goals.