Gul Klud giver dig i dette helt nye format en optakt med fokus på alle weekendens kampe.

Hvis du vil klædes bare en lille smule på til alle weekendens kampe i hver spillerunde, så skal du bare følge med her i vores ugentlige optakt.

Denne optaktsartikel af Gul Kluds Alexander Paaske er et nyt format i denne sæson. Det er her, du får en lynoptakt til alle søndagens kampe. Du får også en spiller i hvert opgør, som du især skal holde øje med.

Bye weeks: Buffalo Bills, Chicago Bears, New York Giants og San Francisco 49ers

Søndag klokken 19.00

Baltimore Ravens – Tennessee Titans
For blot en måned siden lignede dette ikke et nøgleopgør i AFC. Men efter Ravens har tabt to af de seneste tre kampe, mens Titans har tabt tre af de seneste fire kampe, så er begge hold pludselig 6-3 og under pres i kampen om slutspilspladserne. Vigtigheden af opgør giver bare endnu mere krydderi til det faktum, at Ravens jagter revanche efter det pinefulde slutspilsnederlag til Titans i sidste sæson. Baltimore er hårdt ramt af skader i øjeblikket, hvor det seneste er gået ud over tight end Nick Boyle, der er ekstremt vigtig for deres løbespil. Modsat er Titans’ forsvar ikke specielt godt, så det kan være, at Lamar Jackson alligevel har en stor kamp i vente. Modsat ligger der gode muligheder for Ryan Tannehill og co., hvis det lige som Patriots kan dominerede langs jorden og finde receiverne med play-action. I det førnævnte slutspilsnederlag buldrede Derrick Henry over Ravens for 200 yards. Det er Titans’ våde drøm at gentage den formel, og det ved Baltimore. Men kan de stoppe det? Det her opgør har en slutspilsfornemmelse omkring sig. Det bliver tæt og nervepirrende, og taberen vil have ryggen mod muren i jagten på football i januar.

Hold især øje med: TE Mark Andrews, Ravens

Carolina Panthers – Detroit Lions
Man må sige, at gassen er gået af ballonen i Carolina, der har tabt fem kampe i træk. Resten af sæsonen skal bruges på at afprøve ting og se spillerne an frem mod næste år. Det er opgøret mod Detroit Lions en kærkommen mulighed for. Spørgsmålet er blot, hvordt hårdt ramt Panthers er af skader. Runningback-stjernen Christian McCaffrey er ude, mens quarterback Teddy Bridgewater er særdeles tvivlsom. Tabet af McCaffrey og usikkerheden omkring Bridgewater gør også, at gæsterne fra Lions står med en rigtig god chance for pludselig at være 5-5. Det kræver blot en sejr. Men selv hvis Panthers er uden deres to største angrebsstjerner, så vinder Lions kun, hvis de spiller som i første halvleg af sejren mod Washington. Anden halvleg var pinlig. Og det er faktisk meget sigende for Matt Patricias mandskab. Det er op og ned og i længden ganske middelmådig. Men vi kan da håbe på flere lækkerier fra Lions’ rookie-runningback D’Andre Swift, der ser fantastisk spændende ud (han er desværre også tvivlsom). Og vi håber selvfølgelig også, at Teddy B spiller. Det vil gøre kampen lidt sjovere.

Hold især øje med: WR Marvin Jones Jr., Lions

Læs også: Christian McCaffrey bliver ikke klar til Lions-opgør

Cleveland Browns – Philadelphia Eagles
Jeg forstår fuldt ud, hvis Eagles-fans er skuffede. Det er langt under standard og uacceptabelt, hvad ørnene leverer i øjeblikket. Selvom Eagles selv døjer med lidt skader, så har de nok talent til at de burde vinde rædselsfulde NFC East relativt sikkert. Men Carson Wentz er en skygge af sit tidligere selv, og forsvaret kan ikke stoppe noget som helst. Og det er derfor, at Eagles relativt klart taber til et talentfattigt hold som Giants. I denne uge er opgaven sværere for Philadelphia, når det møder et velfungerende Browns-hold. Et Browns-hold, der godt nok ikke sprudler, men som vinder football-kampe. Når du vinder football-kampe, tanker du selvtillid. Og samtidig er Cleveland for første gang i lange tider virkelig et godt bud på et slutspilshold. Browns offensiv er ikke specielt sexet eller eksplosiv, men med runningback Nick Chubbs tilbagekomst kan angrebet igen gøre det, som det er bygget til: Løbe bolden tungt og dominerede med en powerfuld offensiv linje. Samtidig er forsvaret endelig ved at blive bedre, og det lover godt. Pilen peger altså på en Browns-sejr, men det er nu, at Eagles skal modbevise kritikerne. Ved at levere en mandfolkeindsats og vinde i Cleveland.

Hold især øje med: DT Fletcher Cox, Eagles

Houston Texans – New England Patriots
Patriots sparkede liv i slutspilshåbet med en sejr over Ravens takket være bundsolidt spil på begge sider af bolden i en gennemført holdpræstation. Nu venter en opgave, som skal give en sejr, hvis slutspilsaspirationerne skal blive til mere end blot en lynhurtig genoplivning. Houston Texans er en kæmpe stor skuffelse i denne sæson, så Bill Belichicks tropper rejser til Texas med favoritværdigheden. Matchuppet ligger fremragende til Patriots løbestærke offensiv, der skal møde det (målt på yards tilladt) dårligste løbeforsvar i NFL. Damien Harris, Rex Burkhead og Cam Newton har udsigt til en stor kamp. For hvis de kan løbe over Ravens, så bør det være barnemad at gentage succesen mod Texans. Det eneste lyspunkt hos Houston er quarterback Deshaun Watson. Han drev gæk med Patriots-forsvaret i det tilsvarende opgør i sidste sæson – en kamp jeg så med egne øjne på stadion – og han kan gøre det samme igen, hvis han virkelig rammer zonen. Det bliver Watson vs. Patriots.

Hold især øje med: RB Damien Harris, Patriots

Jacksonville Jaguars – Pittsburgh Steelers
Jaguars kan være stolte over præstationen i sidste uge mod Packers, hvor de hang i til det sidste. Nu kommer ubesejrede Steelers på besøg, og her forventer jeg, at der kommer helt andre boller på suppen. Lige som Packers har Steelers et godt angreb, men på den anden side af bolden er der voldsom forskel. Pittsburghs fremragende defensiv er længder bedre end ostehovedernes svage ditto, og det kommer vi til at se tydeligt i det her opgør. Uanset om det bliver Jake Luton eller Gardner Minshew på quarterback, så får han en rigtig, rigtig lang dag bag center over for TJ. Watt, Cameron Heyward, Minkah Fitzpatrick og resten af Steelers-drengene. Og så kommer Big Ben til at have rigtig gode arbejdsbetingelser mod Jaguars-forsvaret, selvom de viste fine glimt mod Aaron Rodgers. Der skal en komplet ’off-day’ til for Steelers, hvis de ikke skal være 10-0 efter det her opgør.

Hold især øje med: DL Stephon Tuitt, Steelers

New Orleans Saints – Atlanta Falcons
Er I klar til Jameis Winston-show i New Orleans? Drew Brees er skadet, eftersigende meget skadet, og det åbner døren for den tidligere Buccaneers-quarterback. Derfor er netop Winstons præstation i det her opgør ekstremt interessant at følge. Kan han overføre Sean Paytons idéer til praksis? Kan han undgå turnovers? Kan han lede holdet? Og så ligger der det andet element i, at Winston kender Falcons-forsvaret særdeles godt, men de kender også hans svagheder. Så hvem har lige fordelen på det punkt? Falcons-forsvaret er maksimalt middelmådigt, og med alt det talent på Saints-angrebet, bør Jameis kunne overføre det til masser af point. Men det er et stort rivalopgør, og kampene plejer at være nogenlunde tætte, selvom det ene hold ser væsentligt bedre ud end det andet. Atlanta har dog fået lidt gang i maskinen igen, og Matt Ryan, Julio Jones og co. vil være topmotiverede for at slå Saints. Jeg tror, at det her kan blive et sjovt opgør med en masse spændende storylines at tage fat på efterfølgende.

Hold især øje med: WR Julio Jones, Falcons

Washington Football Team – Cincinnati Bengals
Washington har forspildt flere chancer for at melde sig ind den tragikomiske kamp om NFC East. Utroligt nok er divisionstitlen stadig mulig, hvis Football Team kan sætte en stime sammen. Det kræver dog en sejr over Joe Burrow og Bengals, der blev sat fuldstændig på plads af storebror Steelers i sidste weekend. Det her er en helt jævnbyrdig kamp, som kan gå begge veje. Washington har det bedre forsvar. Bengals har det bedre angreb. Og i mine øjne bliver kampen afgjort af, hvem der kan lave de største spil. Turnovers, touchdowns, måske special teams? Og så bliver det bare sjovt at se duellen mellem Alex Smith og Joe Burrow, der er to fuldstændig forskellige steder i hver deres karrierer.

Hold især øje med: DE Montez Sweat, Football Team

Næste side: Chiefs jagter revanche i spillebyen (brug knappen nedenfor)