Carolina Panthers må igen undvære angrebets utvetydige stjerne Christian McCaffrey.

Det har været en hård sæson for Christian McCaffrey, som kun har medvirket i tre kampe for Carolina Panthers. McCaffrey har været hårdt plaget af skader – og nu er den gal igen.

Carolina Panthers har nu offentliggjort, at McCaffrey misser søndagens opgør mod Detroit Lions med en skulderskade. Holdets cheftræner Matt Rhule havde ellers tidligere forholdt sig optimistisk til McCaffreys skadesituation og mulighed for at komme i spil allerede i weekenden.

Med McCaffrey på sidelinjen får Mike Davis og Curtis Samuel igen muligheden for at brillere som startende runningbacks. Mike Davis står foreløbigt noteret for 385 løbede yards, 290 grebne yards og fire scoringer i 2020.

Carolina Panthers skal forsøge at revanchere nederlaget i tiende spillerunde til Tampa Bay Buccaneers på 46-23. I det mindste kan Matt Rhule glæde sig over, at Teddy Bridgewater ser ud til at være sluppet billigt fra sin knæskade i søndags. Som I kan se i videoen neden for var Bridgewater tilbage på træningsbanen i dag – i et eller andet omfang.