
Gul Klud har med vores 101-serie sat os for at skabe en introduktion til de fans, som synes, at NFL-kampene kan blive en smule uoverskuelige – og dermed skabe en smule mere indblik i sporten.
For enhver by og stadionejer er det den største ære at få lov at være vært for en Super Bowl. Det betyder masser af omtale, masser af tilskuere og masser af reklame – hvilket alt sammen betyder flere penge.
Derfor er det også meget eftertragtet at blive værtsby for Super Bowl, og der er derfor hvert år mange om buddet.
I år er det Ceasars Superdome i New Orleans, som lægger hus til sæsonens sidste NFL-kamp, men allerede i skrivende stund kender vi lokationen for de næste tre Super Bowls. Levi’s Stadium i San Francisco i 2026, SoFi Stadium i Los Angeles i 2027 og Mercedes Benz Stadium i Atlanta i 2028.
Lad os kigge lidt nærmere på, hvordan et Super Bowl stadion udvælges.
Ansøgning eller invitation
Indtil 2018 startede tildelingsprocessen med en ansøgningsrunde, hvor NFL-byer indsendte bud på værtskabet af Super Bowl. Ansøgningerne blev skåret ned til nogle få “finalister”, som derefter blev bedt om at indsende deres præsentation. Disse dokumenter – som kunne være på op til 600 sider og tage omkring et år at udarbejde – blev derefter gennemgået og afgjort af de 32 holdejere på et ejermøde.
I de seneste år har denne model dog ændret sig. Den store konkurrence er blevet afskaffet, og NFL kontakter nu deres valgte spillested og beder dem om at udarbejde et passende forslag. Ejerne stemmer derefter om at acceptere eller afvise.
Kriterierne
Men det er ikke alle, der kan få lov at afholde en Super Bowl.
I 2014 blev en liste lækket, som viste, hvilke kriterier som ligaen lægger vægt på, når de skal finde en værtsby.
Det er en ordentlig omgang på 154 sider, og derfor har flere nyhedsmedier valgt at korte den ned til mere spiselig form. Her følger en række af betingelserne, som byen og stadion skal leve op til, hvis man skal i betragtning til at være vært for en Super Bowl.
Man skal have:
- Et NFL-hold i nærheden (er ændret til “skal have et NFL-hold”, så college-stadions eller andre faciliteter ikke længere kan komme i spil). NFLs kommisær Roger Goddell har dog været ude og sige, at han ikke vil udelukke en Super Bowl i London.
- Et stadion med plads til mindst 70.000 tilskuere.
- Et tag, som kan trækkes ind over banen, hvis spillestedet har en gennemsnitlig temperatur på under 50 grader fahrenheit (10 grader celcius) på spilledagen.
- Mindst 35.000 parkeringspladser inden for en radius af 1,6 kilometer.
- Plads til rådighed til at kunne afvikle NFLs Gameday Experience. En slags NFL-tivoli med masser af underholdning, biografer og forlystelser, der omhandler NFL og Super Bowl.
- Hotelpladser svarende til 35% af stadionkapacitet i en radius af én times kørsel fra stadion – udover hotelpladser til deltagerholdene, dommerne, medierne etc.
De gamle kendinge
Det til dato mest anvendte område til Super Bowls er området i og omkring Miami, hvor Super Bowl har været afviklet hele 11 gange.
Senest var i 2020, da Super Bowl LIV mellem 49ers og Chiefs blev spillet på Hard Rock Stadium. Men når Super Bowl LIX i år er afholdt, har New Orleans-området udlignet antallet af Super Bowls med 11 af slagsen. Udover Caesars Superdome har Super Bowl nemlig også været afviklet tre gange på det udendørs Tulane Stadium i starten af 1970erne.
Miamiområdet dækker, ud over Hard Rock Stadium, også over Orange Bowl Stadium, som er det eneste stadion, som er anvendt to år i træk (1968 og 1969).
Det mest anvendte stadion er dog Louisiana/Mercedes Benz/Caesars Superdome i New Orleans, som har lagt hus til 7 forskellige Super Bowls – senest i 2013, hvor lyset gik i kampen mellem Baltimore Ravens og San Francisco 49ers og som også skal være vært i år.
Stadion | By | Antal | År |
---|---|---|---|
Caesars Superdome Tidligere kendt som Louisiana Superdome og Mercedes-Benz Superdome | New Orleans, Louisiana | 8 | 1978, 1981, 1986, 1990, 1997, 2002, 2013, 2025 |
Hard Rock Stadium Tidligere kendt som Joe Robbie Stadium, Pro Player Stadium, Dolphin Stadium, og Sun Life Stadium | Miami Gardens, Florida | 6 | 1989, 1995, 1999, 2007, 2010, 2020 |
Orange Bowl | Miami, Florida | 5 | 1968, 1969, 1971, 1976, 1979 |
Rose Bowl | Pasadena, California | 5 | 1977, 1980, 1983, 1987, 1993 |
Tulane Stadium | New Orleans, Louisiana | 3 | 1970, 1972, 1975 |
Qualcomm Stadium Tidligere kendt som Jack Murphy Stadium | San Diego, California | 3 | 1988, 1998, 2003 |
Raymond James Stadium | Tampa, Florida | 3 | 2001, 2009, 2021 |
State Farm Stadium Tidligere kendt som University of Phoenix Stadium | Glendale, Arizona | 3 | 2008, 2015, 2023 |
Los Angeles Memorial Coliseum | Los Angeles, California | 2 | 1967, 1973 |
Tampa Stadium | Tampa, Florida | 2 | 1984, 1991 |
Georgia Dome | Atlanta, Georgia | 2 | 1994, 2000 |
NRG Stadium Tidligere kendt som Reliant Stadium | Houston, Texas | 2 | 2004, 2017 |
Rice Stadium | Houston, Texas | 1 | 1974 |
Pontiac Silverdome | Pontiac, Michigan | 1 | 1982 |
Stanford Stadium | Stanford, California | 1 | 1985 |
Hubert H. Humphrey Metrodome | Minneapolis, Minnesota | 1 | 1992 |
Sun Devil Stadium | Tempe, Arizona | 1 | 1996 |
Alltel Stadium Tidligere kendt som Jacksonville Municipal Stadium og EverBank Field | Jacksonville, Florida | 1 | 2005 |
Ford Field | Detroit, Michigan | 1 | 2006 |
AT&T Stadium | Arlington, Texas | 1 | 2011 |
Lucas Oil Stadium | Indianapolis, Indiana | 1 | 2012 |
MetLife Stadium | East Rutherford, New Jersey | 1 | 2014 |
Levi’s Stadium | Santa Clara, California | 1 | 2016 |
U.S. Bank Stadium | Minneapolis, Minnesota | 1 | 2018 |
Mercedes-Benz Stadium | Atlanta, Georgia | 1 | 2019 |
SoFi Stadium | Inglewood, California | 1 | 2022 |
Allegiant Stadium | Paradise, Nevada | 1 | 2024 |
Derudover skal der også vælges et hjemmehold. Det er kun sket to gange, at et hold rent faktisk har spillet en Super Bowl på eget stadion (Tampa Bay Buccaneers var det første hold i 2020, mens Los Angeles Rams spillede Super Bowl på eget stadion året efter).
Men selvom Rams spillede hjemme i 2021, var de på papiret udebanehold, da hjemmebanefordelen skifter mellem konferencerne fra år til år.
I lige år er det NFC, der er det officielle hjemmehold og har førsteret på trøjefarve, og i ulige år er det AFC. Derfor vil det også være AFC-holdet (Chiefs), der står optegnet som hjemmehold i Super Bowl Lix.
I 2026 vil det så være NFC, hvor San Francisco 49ers vil have mulighed for at spille på hjemmebane som hjemmehold. I 2027 vil Rams og Chargers kunne ende med hjemmebane, men kun Chargers kan ende som reelt hjemmehold.