I nattens nederlag til Arizona Cardinals blev Ryan Fitzpatrick bænket midtvejs gennem fjerde quarter, og Geno Smith fik chancen. Det skal han dog ikke forvente at få igen på søndag, siger head coach Todd Bowles.

Det slog Bowles fast lige efter kampen i nat: ”Fitz er tilbage i næste uge (mod Baltimore Ravens). Geno Smith spillede rolle som ”afløser” i dag, men Fitz er tilbage næste uge. Det (nederlaget) var ikke hans skyld, han havde nærmest ingen tid til at kaste. Kampen stod 28-3, og der var 8 minutter tilbage. Jeg ville bare give Geno nogle spil”.

Fitzpatrick ramte 16 af 31 kast for 174 yards og én interception i nattens kamp, og selv var han ikke tilfreds: ”I dag var en blanding af flere ting, men især i første halvleg var der nogle kast jeg ikke ramte, som jeg skulle have ramt. Der var vel fire tilfælde, hvor jeg skulle have lavet spillet, men ikke gjorde det. Jeg er nødt til at spille bedre.” Og dét har Fitzpatrick nok ret i. Han fører i øjeblikket NFL i kastede interceptions og har endnu ikke kastet et eneste touchdown i en anden halvleg.

 

Efter kampen spurgte flere reportere Geno Smith, hvordan han så på tingene. Han ville ikke kaste sig ind i debatten om hvem der skulle starte, men sagde dog: ”Som et konkurrencemenneske vil jeg spille, og spille hele tiden. Det tror jeg godt I ved. Jeg kan ikke gentage det nok gange, jeg er klar”.

Todd Bowles og Jets har travlt med at finde recepten på quarterback-pladsen. De er 1-5 og sidst i deres division, hvor New England Patriots fører med 5-1. Deres kampprogram bløder dog noget op de næste uger, som byder på opgør mod Ravens, Browns, Dolphins og Rams.