Lions mister forsvarskaptajn til Buccaneers

0

Det blev Tampa Bay Buccaneers, som løb med den dygtige linebacker Alex Anzalone, som har været en vigtig styrmand på Lions’ forsvar i de seneste år.

Efter fire divisionstitler på stribe blev Tampa Bay Buccaneers fravristet herredømmet i den vakkelvorne NFC South i fjor.

Derfor er trænersædet brandvarmt under Todd Bowles, som ganske overraskende overlevede den store fyringsrunde i Tampa Bay.

Nu sætter Bowles alle sejl til for at forbedre sit forsvar, og senest har Buccaneers hentet den nu tidligere holdkaptajn og defensive styrmand hos Detroit Lions, Alex Anzalone.

Alex Anzalone har skrevet under på en toårig aftale med Buccaneers, som potentielt kan indbringe ham 110 millioner danske kroner ($17 mio.), hvis han opfylder sine præstationsbetingede klausuler.

Da Dan Campbell blev udnævnt som cheftræner for Lions i 2021-sæsonen, efter at han havde udmærket sig som assisterende cheftræner for Saints, tog han Alex Anzalone med fra New Orleans til Detroit.

I Detroit har Anzalone udviklet sig som lidt af en lederskikkelse, og han blev senest udnævnt som holdkaptajn i 2025-sæsonen. Samlet set har den 31-årige linebacker spillet 111 kampe i NFL med 614 tacklinger, 13 sacks, fire forcerede fumbles og fire interceptions som følge.