Seattle Seahawks har oprustet det allerede skræmmende forsvar med Jets-profilen Sheldon Richardson. Wide receiver Jermaine Kearse ryger den anden vej.


Det talentfulde problembarn Sheldon Richardson har længe været rygtet væk fra New York Jets, og i dag fandt holdet endelig en modtager. Seattle Seahawks henter mere talent til forsvaret og sender i stedet et andenrundevalg og wide receiver Jermaine Kearse til New York.


Sheldon Richardson har haft en turbulent NFL-karriere, siden han blev valgt første runde af 2013-draften. I hans rookiesæson viste han prøver på et enormt talent og blev valgt til årets defensive rookie. I 2014 fulgte han op med 8.0 sacks og en lige så flot sæson.
Så begyndte problemerne dog at melde sig, og han sad ude de første fire kampe af 2015-sæsonen med en karantæne for brud på ligaens misbrugspolitik. Også i 2016 fik han en karantæne, denne gang for brud på ligaens adfærdskodeks, da han i 2015 blev anholdt for at køre gaderæs i en marijuana-lugtende bil med en pistol under sædet og et 12-årig barn på bagsædet.
Mens problemerne hopede sig op uden for banen, dalede niveauet på banen hos både ham selv og holdet. Nu er det efterhånden noget tid siden, at Richardson har været i problemer uden for banen, og Seahawks håber på, at han igen kan genfinde det høje niveau fra starten af karrieren.


New York Jets får som sagt et andenrundevalg men også wide receiver Jermaine Kearse. Jets er ganske tynd besat på angrebet, og Kearse vil med det samme blive starter sammen med Robby Anderson. Hos Seahawks var Kearse faldet ned bag Paul Richardson som tredjereceiver, og Kease kan ligesom Sheldon Richardson derfor se frem mod en ny chance.