New York Jets’ cheftræner Robert Saleh har udnævnt sin startende quarterback til ottende spillerunde.

I syvende spillerunde pådrog Zach Wilson sig en knæskade, der ventes at holde ham ude i mellem to til fire uger. Som tidligere beskrevet på Gul Klud reagerede New York Jets prompte ved at hente rutinerede Joe Flacco ind fra det frie marked.

Læs også: New Jets henter Joe Flacco efter Zach Wilson-skade

Men i første omgang må Joe Flacco indstille sig på at agere bænkevarmer og reserve til upåagtede Mike White. Det skyldes, at Robert Saleh i dag offentliggjorde, at det bliver netop Mike White, som i første omgang overtager tøjlerne efter Zach Wilson.

Mike White er et komplet ubeskrevet blad i NFL. Den 26-årige quarterback, der spillede college football for henholdsvis South Florida og Western Kentucky, har været inde omkring New York Jets’ trup i de seneste tre sæsoner – og i de seneste to år har han været en del af træningstruppen.

Således fik Mike White også sin første smag af NFL i syvende spillerunde, da han kom ind i stedet for Zach Wilson mod New England Patriots. Her ramte White på 20 af 32 kast for 202 yards, et touchdown og to interceptions.

Nu får Mike White muligheden for at spille sig ind som en fast del af New York Jets’ trup. I første omgang står White og Jets over for Cincinnati Bengals (5-2), der fører an i AFC efter en imponerende sæsonstart. Senest gjorde Bengals livet særdeles surt for Lamar Jackson og Baltimore Ravens, som de besejrede med 41-17.