For anden uge i træk måtte New York Jets se sig slået efter en skuffende indsats af quarterback Ryan Fitzpatrick, denne gang et 17-27-nederlag hjemme på Metlife Stadium.

33-årige Fitzpatrick var fåmælt og ydmyg efter kampen, som han mente, at Jets langt hen ad vejen kunne være tilfreds med.

“Vi spillede fint. Vi fik lidt momentum før pausen med vores touchdown. Vi vidste, det ville blive svært, og at vi skulle være effektive, men det lykkedes vi slet ikke med i anden halvleg,” sagde Fitzpatrick til Gul klud efter kampen.

Med dagens tre interceptions er Fitzpatrick på 10 for sæsonen efter blot fire spillerunder. Han er blot den femte spiller de seneste 30 år, der når den “milepæl”.

Fitzpatrick manglede receiver Eric Decker i dagens kamp, og med sit andet yndlingsvåben Brandon Marshall mandsopdækket af Seahawks-stjernen Richard Sherman kampen igennem, så var Fitzpatrick nødt til at ramme nye unge gutter som Quincy Enunwa og Charone Peake.

“De unge steppede op i dag, og jeg mener ikke, at det blev afgørende, at Eric (Decker, red.) ikke spillede, selvom jeg ville elske at have ham med. Jeg har fuld tillid til vores angreb, jeg tror på deres evner, selvom vi ikke ramte niveauet i anden halvleg.”

Hvad med dine egne evner, hvordan er din selvtillid her?

“Jeg har det fint, tak,” sagde Fitzpatrick.