New Orleans har hentet en forstærkning til bagkæden i form af Giants’ tidligere startende cornerback Janoris Jenkins

Blot en uge efter at Janoris Jenkins blev fyret Giants efter et Twitter-skænderi med en fan, har den 31-årige cornerback fundet et nyt hold: New Orleans Saints.

Læs også: Giants fyrer Janoris Jenkins efter Twitter-skænderi

Da Jenkins blev fyret, røg han i ‘waiver-systemet’, hvor de 31 øvrige hold på skift har haft mulighed for at overtage hans kontrakt. Da New Orleans Saints fik chancen, slog de til.

I forbindelse med transaktionen udtalte Saints’ cheftræner Sean Payton:

– Vi værdsætter spilleren, og vi værdsætter positionen. Det er altid svært at besætte cornerback-positionen. Han giver os fleksibilitet, og det tror jeg, bliver vigtigt i sæsonens sidste stræk.

Jenkins kommer til at kæmpe om snaps med bl.a. en anden tidligere Giants-cornerback, Eli Apple, der har startet samtlige 14 kampe for Saints denne sæson.

Jenkins startede 13 kampe for New York Giants denne sæson og tangerede sin personlige sæsonrekord med fire interceptions og havde dertil 14 battede bolde. Han har tilladt 538 yards og tre touchdowns i opdækningen.

Analysesiden Pro Football Focus har Jenkins som NFL’s 41. bedste cornerback blandt alle, der har spillet minimum 50 % af de defensive snaps. Eli Apple er rangeret 43., Marshon Lattimore 22., og slotcornerback P.J. Williams 76.