New Orleans Saints har ikke fået den start på sæsonen, som de ønskede, nu foretager de et permanent skifte af holdets quarterback.

Både Jameis Winston og Andy Dalton har spillet flere kampe som starter for New Orleans Saints i indeværende sæson, men i fremtiden kommer det til at være Dalton, der skal føre holdet til sejr. I en pressekonference i midtugen beskrev cheftræner Dennis Allen, at skiftet er permanent og ikke handler om helbred.

Jameis Winston er rask efter skadesproblemer, men det får ikke betydning, Dalton er manden i New Orleans.

Saints startede egentlig sæsonen med Jameis Winston som startende quarterback, efter han i fjor havde vist solidt spil inden en skade satte en stopper for 2021-sæsonen. Den 28-årige quarterback spillede tre opgør fra start, men ankel og ribbensskader tvang ham på sidelinjen. Winston kastede fire touchdowns og fem interceptions og lignede generelt den ustabile spiller, som han har været i store dele af karrieren.

Dalton, der efter en lang periode som Bengals-spiller har spillet for fire klubber de seneste fire år, har startet fire kampe og vundet lige så mange som Winston, nemlig blot en enkelt. Veteranen så dog mere stabil ud indtil nederlaget til Cardinals i den forgangne spillerunde, hvor han kastede tre interceptions.