New Orleans må undvære rookie Sheldon Rankins i sæsonens første par kampe, efter den defensive tackle brækkede lægbenet under træning i går.

New Orleans Saints har bestemt ikke kunnet prale af et imponerende forsvar de seneste par år. Det var nok årsagen til, at holdet valgte den defensive tackle Sheldon Rankins med sit førsterundevalg i årets NFL Draft.

Uheldigvis for både Saints og forsvarsspilleren selv må de vente længere end ønsket, før Rankins kan bevise sit værd i den regulære sæson.

I går brækkede rookien nemlig lægbenet til træning. Han skal opereres i næste uge, og ifølge ESPN Insider Adam Schefter forventes Rankins ude i seks til otte uger.

Den defensive tackle er blevet sammenlignet meget med Bengals’ Geno Atkins, der på trods af sin begrænsede størrelse på positionen er en force indvendigt.

Lidt mere positivt nyt for New Orleans er dog, at linebacker Stephon Anthony, som blev skadet i sidste uge, kun er ude i “et par uger” og “helt sikkert vil være klar til sæsonstart” i modsætning til Rankins, melder Schefter.