New Orleans Saints måtte sidste år undvære deres quarterback i store dele af sæsonen, og desværre for dem er 2022 ikke startet meget bedre.

Efter at have fået endnu en chance som starter i NFL, blev Jameis Winstons 2021-sæson ødelagt grundet en grim korsbåndsskade. Veteranen var efter en lang rehabiliteringsproces blevet klar til første spillerunde, men der skulle gå lang tid før Winston var hårdt ramt igen.

Quarterbacken har været tydeligt smertepræget, og før søndagens kamp mod Tampa Bay, blev det afsløret, at Winston spiller med fire rygfrakturer.

Fox Sports reporter og insider, Jay Glazer, kunne offentliggøre den historie. Glazer beskrev også, at der var tale om stabile frakturer og umiddelbart ingen fare for, at det blev værre af at spille. Quarterbacken ville dog være voldsomt smertepræget.

Den 28-årige quarterback slap heller ikke fra nederlaget til Buccaneers uden gener. I opgøret pådrog han sig en ankelskade, der har gjort, at han ikke kunne træne fuldt ud med i løbet af ugen. 

Winston spillede et fremragende fjerde quarter mod Falcons, men kastede tre turnovers i sidste uges kamp mod Tampa Bay. Efter en fin sæson i 2021, indtil skaden ramte, har der været en del fejl fra quarterbacken i denne sæsonstart. Saints møder Panthers på søndag i en kamp, som begge hold har brug for at vinde.

Skulle Winston blive tvunget på sidelinjen grundet skader, så har Saints før sæsonen hentet Andy Dalton ind som reserve.