Der er et par forstærkninger på plads hos New Orleans Saints.

New Orleans Saints er en af de helt store forhåndsfavoritter til at ende som vinderne af Super Bowl i den kommende sæson, når og hvis den afvikles, og nu har klubben hentet et par forstærkninger til deres stærke trup.

Således har Saints hentet linebacker Nigel Bradham til at forstærke et i forvejen godt besat linebacker-korps. Han er blevet udstyret med en etårig aftale i New Orleans, oplyser Adam Schefter fra ESPN.

Bradham, der er 30 år, har de seneste år været fast mand for Philadelphia Eagles og skal nu kæmpe om spilletiden med Demario Davis, Alex Anzalone, Zach Baun og Kiko Alonso hos Saints.

Derudover har Saints også hentet en ny receiver i form af Bennie Fowler, skriver Nick Underhill fra New Orleans Football.

Den 29-årige receiver har spillet de seneste sæsoner hos New York Giants og har også en fortid hos Denver Broncos. Han står dog blot noteret for seks touchdowns i sin karriere hidtil, og man skal nok ikke regne med, at han bliver en stor profil for Sean Payton og kompagni.