Saints’ træner Sean Payton havde lidt ekstra motivation til spillerne, da de mødte op til et taktikmøde mandag. Payton havde taget et Lombardi trofæ og $225.000 i kontanter med, hvilket er det omtrentlige beløb alle spillere hos Super Bowl-vinderne modtager i bonus

Saints brændte sidste år en gylden mulighed for at tilføje endnu et Lombardi-trofæ til pokalskabet, da et touchdown af Vikings’ receiver Stephon Diggs i kampens døende sekunder endte deres sæson.

I år er holdet tilbage i jagten på det eftertragtede trofæ, og Saints’ træner Sean Payton gør alt, han kan, for at sikre at dette års playoff-hold ikke lider samme skæbne som sidste års mandskab. I mandags indebar det at vise spillertruppen, nøjagtigt hvad det er, de kæmper for.

Da spillerne kom ind til mødet, blev de mødt af en stor kasse dækket med et gyldent gardin. Gardinet skjulte en stor glasboks med et Lombardi-trofæ. Ved siden af trofæet lagde fire bevæbnede vagter $225.000, hvilket svarer til godt 1.5 million danske kroner. De mange kontanter skulle symbolisere det beløb, hver af Saints’ spillere får, for spille i divisionsrunden, NFC-finalen og vinde Super Bowl.

For at slå sin pointe fast, spurgte cheftræner Payton holdet:

– Vil i have det her? Så vind tre f****** kampe!

Spillerne var begejstrede

Saints’ stjernerunningback Mark Ingram lagde ikke skjul på, at Payton fik sin besked igennem.

– Jeg tror alle var begejstrede. Når du ser sådan en kasse fyldt med penge, så er det svært ikke at blive begejstret.

Saints’ førsteårs defensive tackle Taylor Stallworth var i hvert fald begejstret.

– Det var helt surrealistisk. Jeg har aldrig set så mange penge i mit liv, så da han han viste dem frem… Jeg tænkte, ‘Wow, er det her virkeligt? Er det det her, vi spiller for?'” fortalte Stallworth. “Jeg føler han gav os spillere endnu mere motivation. Vi spiller ikke bare for at vinde, vi har også en masse på højkant. Vi vil alle sammen gerne gå ud herfra med en ring på vores finger [og en masse penge]”.

Også holdets mere rolige All-Pro quarterback Drew Brees havde noget at sige om Paytons stunt.

Vil Payton betale $24.000?

Skulle Saints gå hele vejen, må holdets spillere dog reelt indstille sig på en mindre løncheck end de $225.000, som Payton lokker med. Ifølge FOX Business betaler NFL en bonus på $29.000 til spillerne i divisionsrunden, $54.000 til spillerne i NFC- eller AFC-finalen og $118.000 til vinderne af Super Bowl (taberne får $59.000). Samlet giver det $201.000 til hver af Saints’ spillere. Skal de have de $225.000, som deres cheftræner lokkede med, må Payton altså selv til lommerne Og det kan blive en dyr omgang med 53 spillere på holdet.

Men mon ikke Saints’ spillere vil tilgive Payton sin lille regnefejl, hvis han kan lede holdet til endnu en Super Bowl-triumf.