Antonio Brown fik en kaotisk og kontroversiel afgang fra Oakland Raiders. Det ændrer imidlertid ikke på, at Tom Brady ser frem til at arbejde med sit nye supervåben:

– Antonio (Brown, red.) har bevist sig på den øverste hylde i NFL (…). Vi har en masse talentfulde spillere i vores trup, og nu skal vi få det optimale ud af det. Det kommer til at kræve hårdt arbejde, og det bliver et hårdt år. Men vi ser frem til det, udtalte Tom Brady på pressemødet i nat – dansk tid.

New England Patriots viste allerede skræmmende styrke i nat, da Pittsburgh Steelers blev udraderet med 33-3 i Foxborough.

Her kastede Tom Brady for 341 yards og tre touchdowns, hvortil Julian Edelman (83 yards), Josh Gordon (73 yards), Philip Dorsett (95 yards) og James White (56 yards) alle viste prøver på deres potentiale.