Bruddet mellem Tom Brady og New England Patriots blev løst perfekt, lyder det fra quarterbacken.

Tom Bradys brud med New England Patriots sidste sommer kunne ikke været håndteret bedre. Det mener den legendariske quarterback i hvert fald selv. 

I en ny bog kaldet “It’s Better to Be Feared” af Seth Wickersham fra ESPN hævdes det ellers, at New England Patriots-cheftræner Bill Belichick afviste at mødes med Tom Brady, inden stjernequarterbacken skiftede til Tampa Bay Buccaners. 

Den historie har Belichick siden afvist, og Brady mener også, at bruddet blev håndteret fint og var for det bedste.  

– Vi havde et godt forhold. Alt blev håndteret på den rigtige måde. Vi håndterede alt så yndefuldt som vi kunne. Det var en fantastisk tid, og det blev håndteret perfekt. Jeg tror, at alle forstod, hvor vi var – i hvert fald de mennesker, der var involveret i situationen. Tingene fungerede bedst muligt for os alle, siger Tom Brady ifølge ESPN. 

– Vi forsøger alle at gøre det bedste, vi kan gøre nu – det er det, der sker i livet. Du ved ikke, hvor livet fører dig hen. Jeg tror, det eneste, jeg ved, hvordan man gør, er at give alt, hvad jeg kan hver dag og hvert øjeblik. Og for de mennesker, der virkelig satser på mig, vil jeg gøre det rigtig godt: [General manager] Jason Licht og [cheftræner] Bruce Arians – dem, der kommer ind i mit liv og siger: ‘Hey, vi vil virkelig have dig her’. Det har været en fantastisk ting for mig.

Over for ESPN roser Tom Brady også sin mangeårige træner Bill Belichick, som han altså spillede for i næsten 20 år.

Tom Brady skiftede inden 2020-sæsonen til Tampa Bay Buccaneers, med hvem han vandt mesterskabet i fjor. I weekenden står Brady og Buccaneers over for netop Belichick og Patriots.