I det fjerde kapitel i dokumentaren om Tom Brady kommer vi på en følelsesmæssig rejse og helt tæt på det, der betyder allermest for Brady ud over football: Hans familie. Quarterbacken får noget tiltrængt alenetid med sin ældste søn på en tur til Kina, og vi får den meget emotionelle historie om Bradys kræftsyge mor.

Bradys ekstreme vindermentalitet kommer igen og igen til syne på banen, når han nikker sine holdkammerater skaller i vildskab, eller når han koldblodigt fører Patriots til store sejre efter utrolige comebacks. Men den 40-årige quarterback har også en helt anden side af sig selv, som kommer til udtryk i afsnit 4 af dokumentaren Tom vs Time.

Her beskrives historien om Bradys store kærlighed til hans familie, og hvilke udfordringer hans football-karriere giver i forhold til den tid, han gerne vil give sine tre børn og konen Gisele Bündchen.

I afsnittet deler Brady først en stor oplevelse med sin ti-årige søn Jack, da de sammen er i Kina til en TB12 promoveringsturné. Derefter skifter fokus til Bradys mor Galynn, der blev ramt af brystkræft i 2016 og kæmpede mod den onde sygdom i sidste sæson, mens Brady jagtede sit femte Vince Lombardi-trofæ. Sygdommen tog hårdt på familien, og Bradys forældre kunne ikke være til stede til holdets hjemmekampe som normalt. Men Galynn så sin søn vinde Super Bowl i Houston for et år siden og er blevet kræftfri.

Se afsnit 3: The Social Game

Afsnittets mest følelsesladede moment finder sted, da Patriots’ ejer, Robert Kraft, ringer til Tom Brady, mens han er med familien og fortæller Galynn, at hun får en specielt gave i form af en Super Bowl-ring. Det og meget mere kan du se i afsnittet øverst i artiklen.