Safety Patrick Chung har sat sin underskrift på en etårig kontraktforlængelse med New England Patriots, så han nu er i klubben til udgangen af 2021-sæsonen. Chungs årsløn er nu 4,3 millioner dollar.

New England Patriots har fremtidssikret en af sine vigtigste forsvarsspillere i yderligere én sæson. Safety Patrick Chung har fået en etårig kontraktforlængelse med klubben, så parterne nu har papir på hinanden til og med 2021-sæsonen.

Chungs nye aftale er på 12,9 millioner dollar over de næste tre sæsoner. Heraf er en signing bonus på fire millioner dollar samt 5,1 millioner dollar garanteret.

31-årige Chung er ikke den forsvarsspiller, der fremhæves hyppigst hos New England, men han er med sin alsidighed og høje bundniveau en værdifuld brik i Belichicks forsvar. Patrick Chung har spillet over 1.000 snaps i hver af de seneste fire sæsoner, og han forventes igen at have en bærende rolle i 2019.

Patrick Chung blev valgt af Patriots i anden runde af 2009-draften. Han spillede for klubben frem til 2012, før han tog en enkelt sæson i Philadelphia og vendte tilbage til New England i 2014. Han har vundet tre Super Bowls hos Patriots og står noteret for 11 interceptions i karrieren.