I efteråret spillede Texans og Raiders i Mexico City, og det var en stor succes. Nu gentager NFL successen, og denne gang får Patriots lov til at opleve passionen i Mexicos hovedstad.


Det var en stor succes, da Oakland Raiders i efteråret mødte Houston Texans til den første kamp i Mexico siden 2005. Over 76.000 passionerede fans gav en god ramme, og den oplevelse håber NFL at kunne genskabe næste sæson.
Roger Goodell bekræftede for kort tid på sit årlige pressemøde inden Super Bowl, hvad rygterne har lydt på den sidste måned. Raiders får endnu en gang æren pga. den store opbakning til holdet syd for grænsen, og som modstander hiver NFL en af de store kanoner i form af New England Patriots syd for grænsen.


Det er endnu ikke klart, hvornår kampen vil blive spillet, men i følge Roger Goodell hælder de mod en søndagskamp. Kampen bliver Patriots’ første kamp siden 2012 uden for USAs grænser. Dengang var de i London, hvor de gav en øretæve til Rams på 45-7.