Der var ballade i kulissen i New England tidligere på året, og selvom det blev dysset ned og afvist, så fortæller en ny bog nu historien om en utilfreds Tom Brady, der var parat til at forlade Patriots og Belichick.

“Hvis du er gift i 18 år med en ubehagelig person, der kommer ind under din hud og aldrig komplimenterer dig, så vil du skilles efter et stykke tid”. Sådan lyder et af citaterne i en ny bog om Brady-Belichick forholdet. Det er ESPNs Ian O’Connor, der har skrevet bogen: Belichick. Making of the Greatest Football Coach of All Time.

Ian O’Connor beskriver, hvordan Tom Brady tidligere på året følte sig presset op i et hjørne, og ikke var sikker på, at han ønskede at fortsætte karrieren hos Patriots for Bill Belichick.

“Tom ved, at Bill er den bedste træner i ligaen, men han har fået nok af ham. Hvis Tom kunne, tror jeg, han ville lade sig skille fra ham.” skriver forfatteren.

Det er ikke bare tilfældige påstande eller spekulationer, som Ian O’Connor kommer med. Bogen er baseret på interviews med 350 personer, og fortæller historien om, at Brady var så træt af sin træner, at han så sent som i marts stadig ikke var sikker på, om han ville tage endnu en sæson for Patriots. Sjovt nok ønskede Belichick selv ikke at blive interviewet.

“Men til sidst, selvom han gerne ville, kunne Brady ikke forlade football, og han kunne ikke bede om at blive tradet,” skriver O’Connor.

Brady har ytret ønske om at spille til midt-fyrrene, og da Bill Belichick sendte Jimmy Garoppolo til 49ers, kunne Brady ikke trække sig tilbage og efterlade Patriots uden quarterback, og på den måde risikere, at de mange Patriots-supportere gik fra fans til fjender, forklarer bogen.

ESPN og flere Boston-aviser skrev i vinter om den kolde luft mellem Brady og Belichick, hvoraf meget stammende fra Belichicks beslutning om at udelukke Bradys personlige træner, Alex Guerrero, fra udebaneture og nægte ham adgang til holdet træningsfaciliteter. Nu har Ian O’Connor så begået en bog, der går i detaljer om den situation og hele den ulmende konflikt mellem to af de største profiler i NFL og 5-dobbelte Super Bowl vindere, Tom Brady og Bill Belichick.

Bogen udkommer 25. september.