Dion Lewis scorede to touchdowns, da New England med en overbevisende sejr over Jets sikrede sig 1. seed i AFC. Kampen blev spillet i over ti graders frost.

New England Patriots kunne nytårsaften sikre sig retten til hjemmebane hele vejen igennem slutspillet, hvis Tom Brady og Co. kunne besejre divisionsrivalen New York Jets hjemme i iskolde Foxborough.

Opgøret blev spillet i over ti graders frost, men det generede ikke værterne, der uden at brillere sikkert vandt 26-6. Runningback Dion Lewis var for anden kamp i træk den helt store oplevelse, da han med sin power og hurtige fødder scorede to touchdowns og tilbagelagde 133 yards fra scrimmage. Og så betød det ikke så meget, at New England manglede tre andre dygtige runningbacks i Rex Burkhead, Mike Gillislee og James White.

Lewis’ første touchdown var et flot et af slagsen, hvor han netop demonstrerede sin imponerende power på trods af sin klejne størrelse og gav Patriots en perfekt start på kampen efter en åbnende angrebsserie på fem minutter og 30 sekunder.

Patriots fastholdt foden på speederen og lukkede kampen inden pausen med yderligere to touchdownkast af Brady til henholdsvis Cooks og Lewis. Ud over de to touchdowns var det ikke helt skarpt, hvad den 40-årige MVP-kandidat leverede i opgøret, hvor han kun ramte på halvdelen af sine kast.

Jets’ angreb med quarterback Bryce Petty bag center havde dog intet at byde på og præsterede blot 247 yards i alt og konverterede ikke en eneste tredje down. Anden halvleg var derfor en søvndyssende affære, hvor Patriots sikkert kørte sejren hjem og gav tidlig fyraften til blandt andre tight end Rob Gronkowski.

Kampens klart fedeste og sjoveste højdepunkt stod Patriots-cornerback Johnson Bademosi for med denne Oscar-præstation.

New England har med 13-3 sikret sig 1. seed i AFC og kan nu afvente resultaterne af Wild Card-weekenden for at se, hvem modstanderen bliver på Gillette Stadium i Divisional Round. Kansas City Chiefs er det mest realistiske bud, men Tennessee Titans eller Buffalo Bills kan også ende med at lægge vej forbi Foxborough.

Væsentlige stats:

Tom Brady, 18/37, 190 yards, 2 TD’s

Dion Lewis, 26 løb for 93 yards, 1 TD, 6 grebne bolde for 40 yards, 1 TD

Brandin Cooks, 5 grebne bolde for 79 yards, 1 TD

James Harrison, 2 sacks

Bryce Petty 19/36, 232 yards

Bilal Powell, 13 løb, 46 yards

N. Sterling, 5 grebne bolde 74 yards