Runningback LeGarrette Blount er snart free agent, men bestemmer han selv, så fortsætter han karrieren hos New England Patriots.

LeGarrette Blount havde en fantastisk 2016-sæson, der med 1.161 løbeyards og 18 løbetouchdowns var hans suverænt bedste i karrieren. Og som om det ikke var nok, kunne runningbacken også juble over en Super Bowl-triumf.
16 dage senere er fokus dog igen på den forretningsmæssige side af football, da Blounts kontrakt med Patriots udløber i begyndelsen af marts. Han kan dermed teste sin værdi og se, hvor mange penge han kan få på markedet. Men ifølge Blount selv er første-prioriteten at blive i New England.
“Jeg vil bare være sikker på, at jeg går ind til free agency med en åben tilgang om, at jeg gerne vil være tilbage i New England. Jeg elsker det der. Jeg elsker kulturen. Jeg elsker spillerne. Jeg er blevet tæt med en masse af gutterne. Jeg er i super form og føler, at jeg kan spille 100 år mere, sagde Blount mandag til NFL Total Access.
Patriots og den 30-årige runningback virker også til at være det perfekte match med hans tydelige rolle som holdets ‘power back’, der med sin imponerende fysik kan tage det store læs langs jorden under grundspillet.