Der jagtes revanche fra Triangle Razorbacks’ side når de i et brag af en topkamp hjemme på Vejle Atletik Stadion tager imod det absolutte førerhold Søllerød Gold Diggers.

af

Revanchens time

Triangle Razorbacks står overfor en stor mundfuld i weekendens kamp, hvor de tager imod et ubesejret Gold Diggers-hold fra Nordsjælland. I sidste indbyrdes opgør, tidligere på sæsonen, måtte Triangle Razorbacks drage hjem til Vejle med et nederlag på 34-0, hvor et stærkt hjemmehold dominerede kampen.
Kampen var præget af mange fejl og skader, mener head coach fra Triangle Razorbacks, Sebastian Fandert. ”Først og fremmest var der mange skader og vores skadesliste bliver kun længere og længere. Vi måtte rykke nogle offensive spillere til den defensive linje og vi producerer en del fejl. Alt i alt virkede det ikke optimalt”, udtaler Sebastian Fandert til Nationalligaen.dk
Denne gang bliver kampen dog spillet på Vejle Atletik Stadion, der er kendt som en farlig hjemmebane med et flot tilskuertal og hvor Razorbacks stadig er ubesejrede i denne sæson.  Head coach fra Triangle Razorbacks, Sebastian Fandert udtaler: ”Det er altid en stor fordel med hjemmebane. Tilskuerne og hjemmebanen gør automatisk holdet bedre”.

Det bedste hold i Danmark

Et fantastisk spillende Gold Diggers hold med flere nytilkomne spillere, som fx deres import running back Robert Burton III har klaret sig igennem sæsonens første seks kampe ubesejret. Hele 212 point er det blevet til for dynamitoffensiven og blot 64 point står skrevet imod holdet i de seneste 6 kampe. Flere bemærkelsesværdige kampe som 34-0 i det forrige opgør mod netop Triangle Razorbacks og 41-0 over AaB 89ers taler for sig selv.
Kort sagt et forvandlet Søllerød Gold Diggers-hold, som på nuværende tidspunkt er berettiget til at blive kaldt Danmarks bedste hold, hvilket head coach fra Triangle Razorbacks Sebastian Fandert er enig i. ”Gold Diggers spiller godt for tiden og man skal forvente de vinder de fleste kampe. De er lige nu det bedste hold i Danmark”.

Tiltrængt sommerpause

Når slutfløjtet lyder i den sene lørdagskamp vil begge hold kunne gå på sommerpause. En pause som kommer på et godt tidspunkt for hjemmeholdet Triangle Razorbacks. ”Vi skal have en god afslutning på denne del af sæsonen og derefter skal vi bare hurtigst muligt holde sommerpause, så vi kan få vores skader i orden. Vores skadesliste er som sagt lang og forhåbentlig kan sommerpausen hjælpe på netop dette”, udtaler Sebastian Fandert.
Når det så er sagt, vil der ikke blive taget let på weekendens kamp, som stadig vægtes højt i Vejle. Sebastian Fandert udtaler yderligere: ”Det bliver hårdt. Forvent at Gold Diggers vinder kampen, men vi tager det kamp for kamp. Hvis Gold Diggers skulle ske at lave nogle fejl, så vil vi være der til at straffe dem. Vi må bare vente på et ”lucky punch”. Vi må nok på nuværende tidspunkt erkende, at vi er underdogs i denne kamp”.
Om den giftige offensiv fra Søllerød Gold Diggers kan holde kadencen eller om Triangle Razorbacks, trods de mange skader, kan stoppe det ubesejrede Gold Diggers-hold, får vi svarene på lørdag.
Kampen spilles lørdag d. 24. juni på Vejle Atletik Stadion med kampstart klokken 20.00. Den vises også live på www.zibrasport.dk/daff/live/.
Det har desværre ikke været muligt at få en udtalelse fra head coach i Søllerød Gold Diggers Troels Vestergaard.
Facebookevent kan du finde her
Seneste indbyrdes opgør:
27.05 – 2017 – Søllerød Gold Diggers – Triangle Razorbacks  34 – 0
23.09 – 2017 –Triangle Razorbacks – Søllerød Gold Diggers 35 – 28
10.09   – 2017 – Triangle Razorbacks – Søllerød Gold Diggers 35 – 13
10.10 – 2015 – Søllerød Gold Diggers – Triangle Razorbacks  7 – 23