Efter storsejren over rivalerne Triangle Razorbacks ligner Søllerød Gold Diggers nu en storfavorit til at sejre i Mermaid Bowl til efteråret. Det er dog en drøm, AaB 89ers gerne vil spolere.


På forhånd ligner kampen mellem Søllerød Gold Diggers og AaB 89ers en ensidig affære. Især efter Gold Diggers’ overlegne sejr over Triangle Razorbacks i lørdags ligner det en udebanetur, som aalborgenserne godt kunne have været foruden. Gold Diggers head coach Troels Vestergaard medgiver da også, at de er inde i en rigtig god periode.
”Jeg er lidt overrasket over weekendens resultat mod Razorbacks. Vi har ellers ikke spillet helt op til vores niveau. Vi spillede nogle tætte kampe mod Towers og Tigers, men så virkede det til, at det hele gik op i en højere enhed mod Razorbacks i weekenden,” siger han til Nationalligaen.dk.

Tættere kamp end forventet

På trods af den store favoritværdighed til de sjællandske værter, går 89ers ikke på banen med en dårlig indstilling.
”Kampen skal ikke være en, hvor vi regner med at tabe inden vi går på banen. Hvis vi går ind til alle kampe på den måde, når vi er underdogs, så kommer vi ikke til at spille en ordentlig kamp i fire uger. Det har vi ikke råd til, hvis vi skal slå Tomahawks inden sommerpausen,” siger Jakob Thellufsen, der er head coach for AaB 89ers til Nationalligaen.dk.
For dem handler det om at toppræstere og se, hvor langt det kan bringe dem.
”Vi skal finde ud af, hvordan vi kan være gode i kampen. Vi skal spille det bedste, vi kan, og så rækker det så langt, det kan. Hvis Gold Diggers præsterer, som de gjorde sidste weekend mod Razorbacks, så bliver det rigtig svært for os. Men det betyder ikke, at kampen bare skal overstås. Vi skal gøre vores bedste,” siger Jakob Thellufsen.
Troels Vestergaard forventer heller ikke at se et 89ers hold, der slår op i banen. Tværtimod kan han godt se kampen udvikle sig mere jævnbyrdigt, end mange forventer.
”Jeg kan sagtens se 89ers blive en udfordring for os. Vi skal ikke længere tilbage end kampen mod Herlev, hvor de spillede lige op med os i første halvleg. 89ers har ikke noget at tabe, og de kan spille frit. De har vist nogle ting på offense, som vi ikke har set før, og med den begrænsede træningstid vi har, så kan det godt blive problematisk at nå at forberede sig på det hele,” siger han.

Bundniveauet skal hæves

Selvom 89ers  kommer til Nordsjælland med visheden om, at de skal levere et mindre mirakel for at vinde, er troen på egne evner i høj grad til stede.
”Jeg tror, at vi kan holde kampen tæt, hvis vi kommer med alt, hvad vi har. Slutresultatet kan være svært at forudse, men jeg forventer, at vi kan være med i kampen og holde den tæt i en længere periode,” siger Jakob Thellufsen.
For Søllerød handler denne kamp i høj grad om at fortsætte den stime, de har været i gang med siden sæsonens start.
”Vi forsøger at bygge på det momentum, vi fik i lørdags og holde speederen i bund. Vi skal lade være med at tage noget for givet. Der er altid noget, vi kan blive bedre til. Jeg synes måske, at vores bundniveau er lidt for lavt, og det skal vi have rettet,” siger Troels Vestergaard.
Om Gold Diggers viser højt bundniveau eller 89ers laver en af årets største overraskelser må vi vente med at se, til kampen bliver spillet på søndag i Nærum.
Kampen sparkes i gang lørdag klokken 14:00 på Rundforbi Stadion, Egebækvej 118, 2850 Nærum. Se kampen live på www.zibrasport.dk/daff/live/.
Facebook event:
https://www.facebook.com/events/1336437926469745/?acontext=%7B%22action_history%22%3A%22null%22%7D
Sidste opgør:
11.06.2016 – Søllerød Gold Diggers @ AaB 89’ers – 40-20
15.08.2015 – Søllerød Gold Diggers @ AaB 89’ers – 38-28
18.04.2015 – AaB 89’ers @ Søllerød Gold Diggers – 0-48
23.08.2014 – AaB 89’ers @ Søllerød Gold Diggers – 0-19