Copenhagen Towers trak sig endnu engang sejrrigt ud af sæsonens første kamp mod Frederikssund Oaks, der måtte se sig slået 42-7 i Gentofte.

Skrevet af nationalligaen.dk / Mikkel Overgaard Pedersen

Første kamp i sæsonen
Copenhagen Towers kunne endnu engang besejre Frederikssund Oaks, da de lørdag eftermiddag tog imod holdet på hjemmebane i Gentofte. En kamp, som var meget lig den første kamp i National Ligaen sidste år, hvor de to hold også mødte hinanden. De to første quarters var præget af høj intensitet og god underholdning til de fremmødte fans på et solrigt Gentofte Sportspark.

Copenhagen Towers kunne se en del flag gå imod sig og måtte derfor en del gange flyttes frem og tilbage på banen i starten af kampen. Ikke desto mindre kunne hjemmeholde bringe sig foran 12-0 i første quarter inden Frederikssund Oaks fik sat point på tavlen til 12-7. Herefter begyndte Frederikssund Oaks at vise musklerne frem på banen. Flere store sacks fik stoppet Copenhagen Towers og holdt dermed udeholdet inde i kampen. Herefter begyndte også Copenhagen Towers at vise gode takter på forsvaret, hvor blandt andre Mads Marquard imponerede.

Frederikssund Oaks viste deres kvaliteter og holdt fortsat kampen inden for en enkelt scoring i store dele af kampen. Tidligere i kampen havde et mislykket trick-spil været skyld i, at Towers kunne bringe sig foran 12-7, for ellers ville det have været lige ved pausen.

Kvalitet fra Copenhagen Towers
Oaks var underdogs inden kampstart, og holdet kæmpede hårdt for eneste centimeter. Towers begyndte dog stille og roligt at øge kvaliteten, og trætheden meldte sig hos Oaks. Dette resulterede i, at hjemmeholdet begyndte at trække fra på scoretavlen. Towers-angrebet med receiverne Aske Troen og Lasse Tor i spidsen lod sig kun stoppe af et flag, der kaldte et touchdown tilbage, hvilket dog på det næste spil blot blev omsat til et nyt touchdown.

Danny Higgins, den nye quarterback hos Copenhagen Towers, skulle spilles ind på holdet, hvilket Aske Troen, holdets pålidelige reciever, gjorde alt, hvad han kunne for at få til at lykkedes. Også Junior kom ind og lavede nogle gode spil for hjemmeholdet, der bare fortsatte de sidste to quarters og kørte på, indtil stillingen var helt oppe på 42-7 til hjemmeholdet.

Det var en kamp, som trods resultatet var yderst underholdende og seværdig, hvor kvaliteten fra Towers blev den afgørende faktor. Oaks viste dog gode tegn, og det bliver spændende at følge i resten af sæsonen i National Ligaen.

Kampens slutresultat: 42-7