Søndag tager Copenhagen Tomahawks imod Copenhagen Towers hjemme i Valby Idrætspark, og det er to hold med omvendte formkurver der mødes.

Gæsterne fra Copenhagen Towers (2-1) begyndte sæsonen med et nederlag i en tæt kamp mod Søllerød, men de seneste to kampe i National Ligaen gav sejre over Herlev og Aalborg.
Hjemmeholdet Copenhagen Tomahawks (1-3) startede sæsonen som lyn og torden, da de blæste Amager fra banen, men siden har oprykkerne fået forskellen på Kvalifikations Ligaen og National Ligaen at føle, og det er blevet til tre nederlag i streg.
En del af forklaringen på formnedgangen, skyldes at Copenhagen Tomahawks i de seneste kampe er blevet hårdt ramt af skader, fortæller head coach Ryan Andersen til Nationalligaen.dk.
”Jeg håber bare, at vi kan komme igennem kampen i ét stykke. Skader har smadret vores offensive linje og vi har ikke råd til at miste mange flere,” siger han.
De to hold mødtes to gange, da Tomahawks sidst spillede i National Ligaen i 2012, hvor det blev til to blowouts. Hos Copenhagen Towers har man dog masser af respekt overfor oprykkerne, og holdet forventer en tættere kamp.
”Tomahawks er et spændende hold. De har mange unge, spændende profiler og en god dybde. De har virkelig haft en flot start på deres forhåbentlig lange tilstedeværelse i National Ligaen, og vi har meget respekt for det projekt, de har gang i,” siger defensive coordinator Victor Ebsen Andersen til Nationalligaen.dk.

Towers vil undgå fejl

For Copenhagen Towers handler det om at bruge kampen til at minimere antallet af personlige fejl, som blev kostbare både i nederlaget til Søllerød Gold Diggers og i kampen mod London Warriors i NEFL-turneringen.
”Vi fokuserer på at få vores egne ting til at virke. Vi skal blive så gode som vi kan blive. To af vores tre nederlag i år har primært været på grund af egne fejl, og dem vil vi gerne undgå. Vi skal have både offense og defense til at levere en fejlfri kamp. Skære droppede bolde, missede tacklinger, penalties og selvfølgelig alle de missede assignments fra.”
Det er en måneds tid siden, at Towers sidst var i kamp og pausen har været tiltrængt for Gentofte-klubben til at få ryddet ud i skades-lazarettet. Blandt andet betyder det, at holdet for første gang kan stille med tre raske running backs.
”Den ene af dem er vores nye import Dayton Winn som vi glæder os til at se i aktion. Men også Anton Witmeur og Junior Konate har nydt godt af pausen og er klar til at spille bold igen. Vi er også ved at være helt skadesfri og har rykket lidt rundt på både spillere og trænere for at optimere så meget som muligt. Det glæder vi os til at prøve i aktion,” slutter Victor Ebsen Andersen.
Kampen mellem Copenhagen Tomahawks og Copenhagen Towers sparkes i gang klokken 14.00.
Læs mere om eventen på Facebook.
Tidligere opgør
10.06.2012      Copenhagen Tomahawks – Copenhagen Towers                    0-59
19.05.2012      Copenhagen Towers – Copenhagen Tomahawks                   61-0