Af Dennis Vestergaard, Nationalligaen.dk

Foto: National Ligaen / 1st Down Photo

Lørdag aften tager AaB 89ers imod Søllerød Gold Diggers i tredje runde af National Ligaen. Kampen spilles i Aalborg kl. 17.00 og sendes forskudt på SPORT LIVE.

Tre af National Ligaens fire hold har været i kamp. Søllerød Gold Diggers er det sidste hold, der endnu ikke har banket rusten af. På lørdag tager de til Aalborg, hvor AaB 89ers står for værtsskabet. I de tre seneste indbyrdes opgør er der blevet scoret mindst 68 point. Der er derfor grund til at tro, at vi endnu engang får et seværdigt opgør mellem 89ers og SGD.

AaB 89ers har spillet én kamp, da de i årets sæsonpremiere mødte Copenhagen Towers i et opgør, som Towers vandt 38-13. 89ers havde store chancer i kampen, hvor de i 3rd quarter bragte sig foran 13-12. Derefter fik Towers skruet op og udnyttede de fejl, som 89ers lavede, og endte med at trække sejren på 28-13 hjem. I kampen så vi et offense, som fortsat er effektive, når de kaster bolden, og særligt QB Shelton Eppler og nyerhvervede WR fra Aarhus Tigers, Magnus Urth, viste gode takter – både ved korte og lange kast. Urth er ude tvivl en spiller, som Eppler har tillid til, og med rutinerede Thomas Zinck er 89ers’ kasteangreb værd at holde øje med. Deres løbeangreb havde nogle problemer i kampen mod Towers, hvor der ikke blev produceret mange yards. Det kan godt gå hen og skabe problemer, hvis de ikke er i stand til at kontrollere kampen og tiden, da det kan give modstanderne mere tid med bolden og dermed chancen for at sætte yderligere point på tavlen.

På den defensive side spillede de særligt en god første halvleg, hvor de blot tillod 12 point. Kan de genfinde disse gode takter og kontrollere kampen med et mere alsidigt offense, er der god grund til at tro, at de kan holde kampen tæt.

Søllerød Gold Diggers har som nævnt ikke været i kamp endnu. Derfor kan det også være svært at forudsige, hvad de bringer med sig til Aalborg. Ikke desto mindre må de med de seneste sæsoners indbyrdes opgør påtage sig favoritværdigheden.

Der er skiftet ud på en række positioner, hvor blandt andre QB Aaron Ellis er kommet til. RB, og muligvis MVP kandidat, Christian Vahl er fortsat at finde bag den solide offensive linje fra sidste sæson, hvor særligt Troels Nielsen og Luis De Las Heras sætter et højt niveau. Med en amerikansk QB, Vahl, den offensive linje og WRs som Frederik Oldenburg, Simon Føns og Taylor Ekstrom, er der grund til at have store forventninger til offense.

På den defensive side er Logan Dykstra tilbage, og han har fået selskab af landsmanden Sam Taylor. David Strobel, Jimi Laursen, Dawid Tawake og Ajdin Djurdjevic er også med til at skabe et alsidigt defense, lige fra den defensive linje til de defensive backs. Det er derfor svært at pege på en svaghed hos SGD inden sæsonens første kamp.


Tidligere indbyrdes opgør:

8. august 2020: 89ers @ SGD: 12-62

8. maj 2019: SGD @ 89ers: 46-22

4. maj 2019: 89ers @ SGD: 72-56

21. april 2018: 89ers @ SGD: 22-20


Sådan ser du kampen på tv:

Kampen mellem AaB 89ers og Søllerød Gold Diggers spilles i Aalborg lørdag kl. 17. På grund af lysforholdene på banen er kamptidspunktet rykket et par timer, og derfor sendes kampen en smule forskudt – men naturligvis i fuld længde – fra kl. 19 på SPORT LIVE.

SPORT LIVE er tilgængelig hos YouSee, Allente, Stofa og Waoo. Derudover distribueres kanalen via en række af landets største antenneforeninger og som streamingkanal via YouTv. Kanalen når pt. ud til over 250.000 danske husstande.

Læs mere om SPORT LIVE på http://www.sport-live.dk.