De forsvarende danmarksmestre fra Copenhagen Towers tager turen til Aarhus. Sidste års nummer tre Tigers venter med momentum fra en storsejr over Odense i aarhusianernes sæsonpremiere.

Skrevet af nationalligaen.dk / Tom Hjernø

Towers besejrede i årets første NL kamp Frederikssund Oaks, men det var ikke uden besvær i kampens første fase. Via en pausestilling på 12-7 måtte Oaks kapitulere i anden halvdel af kampen og Towers trak fra til slutresultatet 42-7.

Tigers derimod lukkede ikke point ind mod Odense Badgers i holdenes første NL-kamp. Badgers blev sendt hjem til Fyn med et nederlag på 0-39. Men sejren var ikke uden omkostninger. Tigers amerikanske quarterback, Tim Morovick, blev skadet, og aarhusianerne skal forholde sig til den situation, når holdet mod Towers sættes.

– Det er altid trist, når spillere bliver skadet, og i dette tilfælde er det åbenlyst, at det er en uhyre vigtig spiller, der er instrumental i vores angreb”, siger Tigers-cheftræner, Thomas Pedersen, og uddyber:

– Tim er en fantastisk spiller og en rigtig god fyr med en virkelig høj football IQ, og disse evner skal stadig i spil for os. Men det er football, og skader sker – vi har stadig et rigtigt stærkt footballhold, der har arbejdet hårdt for at sætte os i en position til, at vi kan vinde denne kamp, siger Pedersen.

Som altid når Tigers og Towers mødes, er der garanti for store spil og topunderholdning, og kampen lørdag bliver helt sikkert ikke anderledes. Begge hold har eksplosive angreb, og det er samtidig måske landets to bedste forsvar, der løber på banen i Aarhus lørdag.

Kampen spilles lørdag den 13. april klokken 14.00 på Tigers Field, Bøgeskov Idrætsanlæg, Engelundsvej 11, 8260 Viby J. Entré er kr. 50, men inkluderer værdikupon til Tigers grill & bod. Børn under 15 år har gratis adgang.

Du kan se kampen på live-stream via Zibrasport lige her

Facebook-begivenhed for kampen finder du ved at klikke her.