
Hver uge kan du her på Gul Klud se vores MVP-termometer med de varmeste kandidater til at hive prisen hjem som ligaens mest værdifulde spiller.
Så blev MVP-duksen lige 14 år yngre. 23-årige Drake Maye imponerede mod Jets og har generelt været flot kørende hele sæsonen. Det har den 37-årige Matthew Stafford også, men mod Falcons så det skidt ud.
De behøver dog ikke udelukkende være kede af det i Los Angeles. Chargers-fans kan glæde sig over, at deres quarterback gør comeback på denne uges termometer.
Husk, at formålet med termometret ikke er at gætte på, hvem der ender med at hjemtage MVP-titlen. Det er vores bud på, hvordan feltet ser ud her og nu.
Vanen tro er vores MVP-termometer inddelt i tre kategorier:
Brandvarm – Den eller de spillere, der for alvor slås om den eftertragtede MVP-titel
Varm – Spillere der ligger lige uden for toppen, men som presser sig på
Ulmende – De yderste mandater, som måske kan gøre sig gældende

Drake Maye, QB, New England Patriots
Mod Ravens i uge 16 var Maye flyvende i den sidste fjerdedel af kampen, hvor han ramte på 12 ud af 14 kast for 139 yards.
Mod Jets holdt han kadencen i hele kampen. Eller i hvert fald indtil han blev udskiftet i slutningen af tredje quarter, da han på daværende tidspunkt allerede havde maltrakteret New Yorker-holdet.
Og jo, Jets har haft endnu en rædselssæson og havde ikke noget at spille for, men Maye tegnede sig altså for en karriere-rekord med fem touchdowns. Han ramte på 19 ud af 21 kast for 256 yards og havde en næsten perfekt quarterback-rating på 157. Og således blev Maye den første i NFL-historien til at ramme på 90 procent af sine kast for 250 yards eller mere og med fem touchdowns til følge.
MVP, MVP, MVP, råbte de tilrejsende Patriots-fans søndag på MetLife Stadium efter kampen.
Og det råber vi også på Gul Klud, hvor Maye topper denne uges termometer.

Matthew Stafford, QB, Los Angeles Rams
Siden uge 11 har Stafford holdt sig helt i toppen af termometret. Men nu er det altså slut.
Først tabte Rams til Seahawks, men trods nederlag spillede Stafford en solid kamp der. Det gjorde han ikke mod Falcons. Atlantas cheftræner hedder Raheem Morris og han er tidligere defensiv koordinator hos Rams og det har da helt sikkert betydet noget.
Alligevel må det give panderynker i Los Angeles den måde angrebet kørte (eller snarere ikke kørte) på Monday Night i Atlanta. Både med henblik på Staffords MVP-chancer, men også med øjne på hele holdets chance for at opnå succes i slutspillet.
Stafford kastede tre interceptions og blev ligeledes sacket tre gange. Og Rams tabte 27-24 til Falcons og er nu 6. seed i NFC-halvdelen.
Trevor Lawrence, QB, Jacksonville Jaguars
Trevor Lawrence var igen fint kørende i sejren over Colts. Om end han ikke nåede samme højder som i Denver.
Indianapolis blitzede på halvdelen af Lawrences dropbacks, men det håndterede quarterbacken forbilledligt. Han ramte på 70 procent af sine kast med et snit 9,1 yards pr. forsøg. Generelt under pres ramte han på 60 procent af sine kast med et snit 7,8 yards pr. forsøg.
At det alligevel blev spændende mod Colts, skyldtes at Trevor og Jaguars ikke kunne finde samme momentum i redzone. Her var de 2 ud af 5 og Lawrence kastede en interception.
Men hey, Jaguars er 12-4 og Lawrence er varm i MVP-sammenhæng.

Josh Allen, QB, Buffalo Bills
Bills tabte noget skuffende til Eagles 13-12, men igen viste Allen, hvor vigtig han er. Han var en enmandshær. Han kastede for 262 yards, løb et touchdown ind og kastede også et til sidst. Her kunne Bills have udlignet kampen, men valgte at gå efter sejren og de to point. Allens kast fik imidlertid for meget til en receiver, der faktisk var fri.
Og det er et godt billede på den forsvarende MVPs sæson. 3406 passing yards og 37 touchdowns er bestemt godkendt.
Men der har også været for mange af førnævnte fejl, som gør, at han ikke er helt oppe og støde i år i MVP-sammenhæng.
Justin Herbert, QB, Los Angeles Chargers
Selvom Chargers tabte til Texans, så gør Herbert comeback på MVP-termometret.
For første gang siden 2012 slutter Chargers over Kansas City Chiefs i divisionen og godt nok vinder Los Angeles ikke AFC West, men Herbert har været solid.
3727 passing yards rækker til en ottendeplads i ligaen og 26 touchdowns til en femteplads.
13 interceptions gør, at han ikke er højere op, men lige nu her i slutningen af grundspillet ulmer Herbert bestemt.








