
Søndag måtte Buffalo Bills overgive divisionstitlen til New England Patriots, men det var ikke det værste, som skete for dem i uge 17. spillerunde.
Buffalo Bills og Josh Allen fik én på trynen, da de tabte med 13-12 til Philadelphia Eagles i 17. spillerunde. Nederlaget betyder, at Bills ikke længere kan genvinde AFC East, som de ellers har siddet tungt på, siden Tom Brady skiftede til Tampa Bay Buccaneers efter 2019-sæsonen.
Tæskene gik især ud over den forsvarende MVP Josh Allen, som tog fem sacks og adskillige slag i opgøret. Det var også anden kamp i træk, at Allen ikke kastede et touchdown, hvilket ikke er sket siden 2020-sæsonen.
Efter opgøret måtte Josh Allen scannes i sin højre fod, fordi han tilsyneladende forværrede dén skade, som han har døjet med i den seneste uges tid.
Josh Allen afviste efterfølgende pure, at han blev hæmmet af fodskaden i nederlaget til Philadelphia Eagles. Men Bills’ cheftræner Sean McDermott fortalte på sit pressemøde, at han er særligt opmærksom på Josh Allens helbred.
Set i lyset af at Buffalo Bills bliver et Wild Card-hold, uanset hvordan de klarer sig i 18. spillerunde mod New York Jets, så virker det ikke usandsynligt, at Sean McDermott overvejer, om han skal spare Josh Allen i den sidste grundspilsrunde.








