
Miami Dolphins har ansat Jon-Eric Sullivan, som i mange år har udmærket sig i ledelseslagene hos Green Bay Packers, som ny general manager.
Dolphins har fundet afløseren for sin general manager Chris Grier, som de afskedigede i oktober sidste år efter knap 10 års tro tjeneste i Miami.
Afløseren bliver Jon-Eric Sullivan, der skifter til Miami fra en lederstilling i Green Bay Packers.
Jon-Eric Sullivan har en baggrund som talentspejder, og han har arbejdet sig op i hierarkierne i Green Bay i løbet af de seneste to årtier. Sullivan startede oprindeligt som praktikant hos Packers i 2003.
Senest blev Jon-Eric Sullivan forfremmet til Packers’ øverste ledelse i 2022, hvor han fik delansvaret for spillerforhold.
Det er langt fra første gang, at et hold forsøger at lokke Jon-Eric Sullivan væk fra Wisconsin. Senest var Sullivan til jobsamtale hos New York Jets, Tennessee Titans og Las Vegas Raiders i foråret 2024 om deres ledige general manager-stillinger.
Jon-Eric Sullivan er søn af den tidligere NFL-træner Jerry Sullivan, som bl.a. arbejdede som Dolphins’ receivertræner i 2004.
Den første opgave for Jon-Eric Sullivan er klar: Der skal findes en ny cheftræner, efter at Dolphins fyrede Mike McDaniel tidligere på ugen.
Læs mere: Bum. Dolphins fyrer McDaniel








