San Francisco 49ers’ nu tidligere offensive koordinator Mike McDaniel skal være ny headcoach for Miami Dolphins.

Yes, manden på billedet er Dolphins nye headcoach. Han hedder Mike McDaniel og bliver betragtet som en af hovedarkitekterne bag 49ers succes i løbeangrebet.

Dolphins og McDaniel er blevet enige om en 4-års kontrakt, hvor han for første gang i karrieren skal prøve kræfter med jobbet som cheftræner. Han skal overtage Brian Flores, som på tre sæsoner vandt 24 og tabte 25 kampe, men gik 10-6 og 9-8 de to seneste sæsoner og lidt overraskende blev fyret efter sæsonen.

Den 38-årige McDaniel har været en fast bestanddel af Kyle Shanahans trænerstab hos 49ers og de kom til klubben sammen i 2017.

Han har haft forskellige roller i klubben, men primært stået for løbeangrebet og blev forfremmet til offensiv koordinator inden 2021. Han har også været omkring Redskins, Browns og Falcons. Alle tre steder sammen med Shanahan.

Nu skilles de to for første gang siden 2011, og McDaniel skal stå på egne ben i Miami, hvor han overtager en tvivlsom quarterback-situation med Tua Togavailoa som det nuværende førstevalg.

Han kommer desuden til Miami midt i alvorlige beskyldninger om betaling for nederlag og et sagsanlæg fra den tidligere headcoach Brian Flores om racisme i NFL.

49ers blev til gengæld ikke taget helt på sengen af McDaniels nye job. Således har de allerede hentet den tidligere Chargers headcoach Anthony Lynn ind som hjælp til Kyle Shanahan, og det er ikke umuligt at han bliver forfremmet til offensiv koordinator.