Forsvaret i Miami kommer til at se markant anderledes ud i den kommende sæson. Nu har Dolphins hentet cornerback Kendall Fuller ind.

Dolphins var i kæmpe krise, inden transfervinduet åbnede. Klubben var langt over lønloftet, og måtte fyre en stribe dyre spillere for at komme under lønloftet inden kl. 21 i onsdags.

Det betød blandt andet farvel til stjernen på den defensive linje, Christian Wilkins, der tog til Las Vegas, og også populære spillere som Andrew Van Ginkel, DeShon Elliott og Jerome Baker blev sendt væk.

Xavien Howard, der i et par sæsoner vel var NFLs bedste cornerback, har været meget skadet de seneste to år, og han blev ligeledes fyret, primært for at spare hele 19 millioner dollars på lønloftet.

Lørdag fandt Dolphins så hans afløser, da de hev Kendall Fuller ind på en to-årig aftale til en værdi af op 16,5 millioner dollars.

Fuller har startet 93 kampe kampe i NFL i en otte-årig karriere, hvor han senest var hos Washington Commanders. Her leverede han sidste år 79 tacklinger, to interceptions og fremtvang to fumbles, men havde det svært i opdækningen, hvor han tillod for mange grebne bolde.

Den 29-årige cornerback kom ind i NFL i 2016, hvor han blev valgt i tredje runde af draften af Washington Redskins. Efter et par succesfulde år var han et smut omkring Kansas City Chiefs, som han vandt Super Bowl LIV med, inden han kom tilbage til Washington, der i mellemtiden havde skiftet navn to gange.