Det er uvist, hvor alvorlig Matthew Staffords skade er.

Få uger før sæsonstart er der skidt nyt for Los Angeles Rams.

Holdets startende quarterback, Matthew Stafford, har nemlig slået sig til træning mandag. Det afslører cheftræner Sean McVay over for Los Angeles Daily News.

Der er tale om en tommelfingerskade, efter at  den erfarne quarterback bankede fingeren ind i en hjelm under træningen, men det er ifølge cheftræneren uvist, hvor alvorlig skaden er.

– Jeg ved ikke noget endnu. Jeg tror, at han har det fint, siger Sean McVay til Los Angeles Daily News og tilføjer: 

– Det er en freak-ting, men det er også noget, der sker nogle gange… Det er en af de ting, hvor man siger til sig selv, “Man, jeg føler mig dum, fordi jeg ikke gjorde nogle ting, der kunne forhindre sådanne skader.” Jeg har set, at nogle hold i ligaen bruger bløde skaller på deres hjelme, så det ikke er så hårdt at ramme en hjelm. 

Det er skidt nyt for Rams, hvis Matthew Stafford bliver nødt til at sidde over i en rum tid på grund af skaden. Deres quarterbackreserve er John Wolford, og der er rigtig store forventninger til sæsonen i Los Angeles.

Der er imidlertid også et stykke tid til sæsonstarten for Rams. De starter sæsonen mod Chicago Bears den 13. september. Den 15. august spiller de imidlertid første preseason-kamp.