På baggrund af en artikel i den engelske avis Daily Mail, er der opstået et interessant rygte. Hjemløse Oakland Raiders skal spille alle sine kampe på Tottenhams nye hjemmebane i London.

Ifølge avisen er Raiders i øjeblikket i gang med forhandlinger med Tottenham om at dele det nye White Hart Lane, der efter flere forsinkelser snart står klar til brug.

Forhandlingerne går på, at Oakland Raiders spiller alle sine otte hjemmekampe i 2019-sæsonen på det nye stadion, mens Raiders eget stadion i Las Vegas færdiggøres, inden holdet flytter til den ikoniske spilby i 2020.

Tottenhams stadion har en fuld NFL kunstbane til rådighed, der ligger under den græsbane, som Christian Eriksen og Harry Kane til hverdag skal boltre sig på. Græsbanen kan trækkes væk, og på den måde undgår man at ødelægge underlaget, som skabte en del kritik i efteråret, da Wembley blev brugt til både NFL og Premier League med 24 timers mellemrum.

Raiders er i en penibel situation, da de lige nu er tæt på en retssag med byen Oakland, der vil sagsøge både klubben og NFL for urimelige forretningsmetoder, hvor de lægger pres på byer til at finansiere dyre stadions, selvom ejerne og ligaen er mangemilliardærer.

Derfor ved Raiders endnu ikke, hvor de skal spille i 2019, og flere byer og stadionløsninger har været nævnt. Den seneste i rækken og den mest spændende, er Tottenhams bane i London, hvor 62.000 tilskuere vil kunne følge Jon Grudens tropper i en hel sæson, inden flytningen til Sin City.

NFL har allerede meldt ud, at Raiders er et af fem hold, der skal spille internationale kampe, men måske bliver det altså mere end bare en enkelt optræden på udenlandsk græs i år for det legendariske hold.

Raiders har spillet i London to gange tidligere og tabt begge gange. I 2014 spillede de mod Dolphins på Wembley og tabte 38-14, mens de så sent som i oktober mødte Seahawks samme sted og tabte 27-3. Den kamp var i øvrigt planlagt til White Hart Lane, men blev flyttet til Wembley, da det nye stadion ikke stod klart.