Når NFL kommer med sit kampprogram i løbet af denne uge, så bliver det med stor sandsynlighed uden London-kampe på programmet.

NFL skulle have spillet fire kampe i den engelske hovedstad til efteråret, men nu er det meget uvist, om der bliver spillet en eneste.

Som vi fortalte tidligere på året, så var det næsten sikkert og vist, at Atlanta Falcons og Denver Broncos skulle spille deres indbyrdes opgør i 2020-sæsonen på Tottenhams nye lækre bane.

Men nu skriver Atlanta-mediet The Falcoholic, at NFL vil afvikle kampen på amerikansk jord på grund af usikkerheden om Covid-19.

Førende epidemiologer har forklaret The Falcoholic, at smittefaren ved at gennemføre internationale kampe er for stor, og dermed er det altså ikke bare Falcons-Broncos kampen, der vil blive aflyst, men med stor sandsynlighed alle fire kampe, der skulle have været spillet i London.

Ifølge den britiske avis The Daily Mail har NFL skrottet planerne om at spille kampe i Tottenham og på Wembley, og flytter i stedet alle fire kampe tilbage til USA. Det betyder også, at Jacksonville Jaguars, der skulle have spillet to kampe på Wembley i år, nu får alle sine otte hjemmekampe på EverBank Field i Jacksonville.

For Tottenham er det en økonomisk katastrofe. Klubben og byen har lavet en 10-årig aftale med NFL, der som minimum indbringer fire millioner pund om året, eller hvad der svarer til 34 millioner kr.

Miami Dolphins skulle også have spillet en international kamp på Estadio Azteca i Mexico City. Om den også bliver aflyst, får vi at vide senere på ugen.