
I kølvandet på Las Vegas Raiders’ seneste nederlag til Denver Broncos har Pete Carroll valgt at fyre sin special teams-koordinator Tom McMahon.
Natten til fredag tabte Las Vegas Raiders for syvende gang i sæsonen, da de tabte med 10-7 til divisionsrivalerne fra Denver Broncos.
Ét af de kampafgørende spil fandt sted i tredje quarter, da Denver Broncos’ special teams blokerede et punt fra AJ Cole. Spillet betød, at Broncos’ angreb startede med bolden på Raiders’ 12-yard-linje. Broncos scorede efterfølgende et field goal, som skulle vise sig at udgøre forskellen.
Dagen derpå valgte Las Vegas Raiders’ cheftræner Pete Carroll så at fyre sin special teams-koordinator Tom McMahon.
Pete Carroll udtalte selv, at det var en “svær beslutning”, og at han har den “dybeste respekt” for Tom McMahon.
På den korte bane skal Derius Swinton II, som var assistent til Tom McMahon, vikariere som special teams-koordinator i resten af sæsonen. Derefter skal Raiders finde en ny og længerevarende løsning til rollen.
Det er svært ikke at læse fyringen som en direkte konsekvens af Raiders’ nederlag i torsdagskampen. Faktum er imidlertid, at Raiders’ special teams har haft det svært hele sæsonen – ligesom resten af holdet.
Dertil har Daniel Carlson spillet væsentligt under sit normale niveau, da han har misset en fjerdedel af sine field goal-forsøg i år. Raiders er også ét af bare to hold i NFL, som har fået flere punts blokeret i sæsonen, og så har Raiders tilladt et punt-return-touchdown.
Las Vegas Raiders har nu tabt syv af sine første ni kampe i 2025-sæsonen og sædet begynder at brænde under Pete Carroll, der ellers blev hentet ind før sæsonen for at stabilisere det kuldsejlede mandskab.








