Las Vegas Raiders har ansat den tidligere Arizona Cardinals-cheftræner Kliff Kingsbury som ny offensiv koordinator.

Opdateret: Kliff Kingsbury har valgt at trække sig fra jobbet hos Raiders

Antonio Pierce har fundet sin nye offensive koordinator i Las Vegas. Valget er faldet på Kliff Kingsbury, der vender tilbage til NFL efter et enkelt års pause.

I det forgangne år har Kingsbury været ansat i en rådgivende rolle for USC i college-rækkerne. Her har Kingsbury været med til at udvikle et af årgangens største talenter i quarterback Caleb Williams, der meget vel kan blive valgt som den første spiller i den kommende draft.

Generelt har Kliff Kingsbury arbejdet med en perlerække af talentfulde quarterbacks i løbet af sin trænertid. Kingsbury havde stor succes med Patrick Mahomes ved Texas Tech, mens han var ansat som cheftræner for Arizona Cardinals, efter de valgte Kyler Murray i draften.

Kingsbury nåede at stå i spidsen for Cardinals i fire sæsoner, hvor han havde blandet succes og bare vandt 28 af 66 kampe. I den periode kaldte Kingsbury også de offensive spil, og Cardinals scorede i gennemsnit 23,6 point pr. kamp, hvilket var 15. bedst i ligaen.