Las Vegas Raiders og quarterback Derek Carr er blevet enige om en treårig forlængelse til en værdi af 121 millioner dollars.

Efter nogle turbulente år, hvor Carr nærmest har været det eneste lyspunkt i en meget rodet og skandaleramt Raiders-organisation, har han nu fået en tre-årig kontraktforlængelse, der gør ham til en meget rig mand. Det afslørede Harvester Sports som de første.

Derek Carr, der på trods af sine kun 31 år, er den længstsiddende quarterback i AFC, har endelig fået fremtiden på plads. En ny aftale med Raiders betaler ham nemlig op imod svimlende 820 millioner kroner over de næste tre sæsoner.

Det føles ikke længe siden, at Carr blev nævnt som et trade-emne, og Raiders virkede længe til at tvivle på Carr på den lange bane. Men med den nye cheftræner Josh McDaniels og sportschef Dave Ziegler har tilliden til ham tilsyneladende været så stor, at han nu får en lukrativ forlængelse, ét år før hans nuværende kontrakt udløber.

Carr betales nu som en en af NFL’s bedste quarterbacks, og han førte da også et svært udfordret Raiders-hold til slutspillet sidste sæson.

Kun to gange på otte sæsoner er Raiders sluttet sæsonen med flere sejre end nederlag, og Carr har endnu ikke vundet en slutspilskamp. Der synes derfor at være delte meninger om Carrs evner kan føre Raiders til et mesterskab, men nu har klubben i hvert fald tilkendegivet deres vurdering.

Der bliver i højeste grad lejlighed til at vise sit værd de næste år, hvor Carr vil blive målt og vejet imod de tre andre superstjerne-quarterbacks i AFC West, Patrick Mahomes, Justin Herbert og nytilkomne Russell Wilson hos Broncos.

Carr holder allerede et hav af Raiders-rekorder og er i sine 8 sæsoner blevet valgt til Pro Bowl 3 gange. Ud af sine 127 kampe som starter i NFL, har Carr vundet 57 og tabt de resterende 70. Samlet set har han kastet 193 touchdowns og 85 interceptions.