Los Angeles Chargers forlænger kontrakten med Denzel Perryman efter fire års tro tjeneste for klubben.

Linebacker Denzel Perryman kan se frem til at fortsætte karrieren for klubben, der i sin tid draftede ham. Forsvarsspilleren har nemlig fået en ny kontrakt, der løber de næste to sæsoner, og dermed slipper han for at prøve kræfter med free agency.

Det meldes endnu ikke, hvor meget forsvarsspilleren kommer til at tjene, men det ventes at være et relativt lille beløb, da skader desværre har været det helt centrale tema i karrieren.

Perryman har siddet ude i 16 kampe de seneste to sæsoner og har endnu til gode at spille alle 16 kampe i ligaens grundspil. Den 26-årige spiller blev draftet i anden runde i 2015 og har bestemt vist tegn på sit talent, når han altså ikke har siddet skadet på bænken.

Linebacker er et af de helt store fokuspunkter for Chargers i den kommende free agency og draft. Los Angeles var i den forgangne sæson blandt ligaens absolut bedste mandskaber og håber at kunne spille i næste års Super Bowl. Dybden bag Perryman på inside linebacker-positionen er meget tynd, og derfor var det vigtigt at beholde den defensive leder i klubben.

Perryman havde gang i en ganske fornuftig sæson, inden den blev ødelagt i en sejr over Seattle Seahawks i november. I den kamp pådrog forsvarsspilleren sig en skade i både knæet og baglåret, der sendte ham på en tidlig vinterferie.

Det er tredje gang i sin tid for Chargers, at han er blevet begrænset af en skade i hasemusklerne, foruden den førnævnte knæskade har en ankelskade også holdt ham ude. Los Angeles håber, at de næste to år bryder den uheldige stime.