Connor McGovern fortsætter i Buffalo

0

Buffalo Bills har formået at beholde deres ellers eftertragtede center Connor McGovern. Parterne er nået til enighed om en fireårig kontraktforlængelse.

Connor McGovern var én af de mest eftertragtede spillere i det nært forestående Free Agency, men alligevel formåede Buffalo Bills at lande en kontraktforlængelse med deres center, før transfervinduet åbnede.

Der er tale om en fireårig kontraktforlængelse, som potentielt kan indbringe Connor McGovern i omegnen af 335 millioner danske kroner ($52 mio.).

Med sin nye kontrakt bliver Connor McGovern den tredjebedst betalte center i NFL målt på gennemsnitlig årsløn.

Det er et afgørende træk af Buffalo Bills, som risikerer at miste flere afgørende brikker fra deres offensive linje i Free Agency.

Den offensive linje har været én af styrkerne for Bills’ angreb og alene i de tre seneste sæsoner har deres normale fem startere bare misset fem kampe tilsammen.

Men efter 2025-sæsonen har Bills’ velansete offensive linjetræner Aaron Kromer trukket sig tilbage, og venstre guard David Edwards ventes at forlade holdet i Free Agency.

Connor McGovern skiftede oprindeligt til Buffalo Bills i 2023 efter, at han havde tilbragt tre sæsoner som guard for Dallas Cowboys. McGovern spillede da også guard for Bills i sin første sæson, men skiftede til center-positionen, efter at Mitch Morse forlod holdet i 2024.

Læs også: 10 svar vi leder efter i Free Agency