
Transfervinduet står for døren og i den kommende tid vil de 32 hold gøre alt, der står i deres magt for at lukke huller og forbedre sig inden 2026-sæsonen.
Mandag lyder det uofficielle startskud til NFL’s store transfervindue – Free Agency.
Den første uge af transfervinduet er altid præget af en stor nervøsitet, hvor alle holdene forsøger at positionere sig og gøre sig attraktive over for de mest attraktive kontraktfrie spillere.
Det er et våbenkapløb, hvor holdene overbyder hinanden på skift, og det resulterer ofte i, at selv middelmådige spillere bliver forgyldt med ofte markedssættende kontrakter.
Hvilke historier, hvilke hold og hvilke spillere skal du holde øje med? Vi sætter her fokus på de 10 største spørgsmål, som vi skal have svar på i dette års Free Agency.
Læs også: Vildt transfervindue åbner mandag
1) Hvordan ender quarterback-karrusellen?
Vi starter med den mest betydningsfulde position i sportsverdenen: Quarterback-positionen.
Det er immervæk sjældent, at de bedste quarterbacks finder vej til det åbne marked, og 2026 er ingen undtagelse. Tværtimod er der tale om en relativt undervældende positionsgruppe i årets Free Agency.
De mest profilerede spillere er raketsmølfen Kyler Murray, veteranen Geno Smith og den uslebne diamant Malik Willis. Derudover er Mac Jones et varmt navn på rygtebørsen, men San Francisco 49ers har efter sigende nægtet at handle ham væk for mindre end et topvalg i draften.
Da Las Vegas Raiders råder over det første valg i draften, som de ventes at benytte på Heisman-vinderen Fernando Mendoza, så efterlader det Arizona Cardinals, New York Jets og Miami Dolphins som de mest quarterback-nødlidende mandskaber.
Både Arizona Cardinals og Miami Dolphins bliver kædet sammen med Malik Willis, som viste glimt af storhed, da han vikarierede for Jordan Love i fjor, mens New York Jets skulle være på jagt efter Kyler Murrays underskrift.
Og så er der Minnesota Vikings. Rygterne går på, at de er indstillet på at give J.J. McCarthy endnu en chance i 2026-sæsonen, men at Kevin O’Connell også ser perspektiver i Anthony Richardson, som Indianapolis Colts har sat på transferblokken.
Det bliver uhyre spændende at følge quarterback-karrusellen, for udfaldet at svingturen får utvivlsomt sæsondefinerende betydning.
Læs også: Malik Willis – flop eller franchise-quarterback
2) Er holdene villige til at investere i de mange dygtige runningbacks?
Det er længe siden, at så mange dygtige runningbacks har været kontraktfri, som det er tilfældet i år.
I toppen af listen finder vi den forsvarende Super Bowl-MVP Kenneth Walker III og det tidligere førsterundevalg Travis Etienne Jr. Derefter følger bundsolide spillere som Rico Dowdle, Rachaad White, Tyler Allgeier og Kenneth Gainwell.
Spørgsmålet er bare, om de 32 hold er villige til at investere i runningback-positionen? I de senere år har flere hold omstillet sig efter, at de skal have to forskellige runningback-typer, der kan supplere hinanden frem for at have én arbejdshest, som det tidligere har været tilfældet.
Stiller de mange dygtige runningbacks, som er tilgængelige i år, sig tilfredse med det? Eller havner vi i en tilspidset situation, hvor der går en rum tid, før de bedste runningbacks skriver under på kortvarige aftaler og atter skal bevise, at de er værd at satse på med længerevarende kontrakter?
3) Hvem gør Tyler Linderbaum til den bedst betalte center nogensinde?
Spørgsmålet er ikke, om Tyler Linderbaum bliver den bedst betalte center i ligaens historie. Spørgsmålene er i stedet med hvor meget, og hvem der ender med at spendere en formue på ham?
I løbet af sine første fire år i NFL har Linderbaum etableret sig i toppen af center-hierarkiet. Den tidligere Iowa-stjerne er blevet stemt i Pro Bowl à tre omgange, og han har spillet nærmest fuld tid for Baltimore Ravens.
Selvom Ravens efter sigende har tilbudt Linderbaum en rekordstor aftale, så skulle den 25-årige center være indstillet på at afprøve sin markedsværdi i Free Agency.
Rygterne går på, at Linderbaums gamle cheftræner John Harbaugh skulle være klar til at sprænge bankboksen for at lokke ham til New York Giants, og New England Patriots skulle også være klar på at starte en budkrig om ham.
4) Hvad sker der med Brandon Aiyuk?
Den bizzare situation omkring Brandon Aiyuk og San Francisco 49ers var én af de mest opsigtsvækkende historier i den forgangne sæson.
Brandon Aiyuk, som havde etableret sig blandt de bedste receivere i NFL med 2.357 grebne yards og 15 touchdowns i sæsonerne 2022-23, rev sit korsbånd over efter syv kampe i 2024-sæsonen, og kom slet ikke på banen i fjor.
Én af hovedårsagerne var, at Brandon Aiyuk ragede uklar med San Francisco 49ers’ trænerstab og øverste ledelse. Nu forventes 49ers at skippe sin utilfredse stjerne videre, selvom det bare er halvandet år siden, at parterne indgik en kolossal fireårig aftale, der kan løbe op i godt 765 millioner danske kroner ($120 mio.).
Washington Commanders bliver kædet sammen med Brandon Aiyuk, og det ser umiddelbart ud til at være et godt match. Jayden Daniels har et indgående kendskab til Aiyuk fra deres fælles fortid hos Arizona State, Commanders savner receiverkvalitet og har rigeligt med plads i forhold til lønloftet.
5) Hvor havner Trey Hendrickson?
Tvisten mellem Trey Hendrickson og den notorisk nærige holdejer Mike Brown er nået til vejs ende.
I de seneste to år er forhandlingerne om en længerevarende aftale mellem Hendrickson og Bengals brudt sammen. Hendrickson har krævet en flerårig aftale for at skabe sikkerhed om sin økonomiske situation, men Bengals har ikke været villige til at imødekomme kravet, fordi Hendrickson er relativt oppe i alderen med sine nu 31 år.
Resultatet har været, at Bengals à to omgange har benyttet deres franchise tag på den dygtige presspiller, hvilket de facto har tvunget Trey Hendrickson til at spille på etårige aftaler. Det har Hendrickson været alt andet end tilfreds med, og han har igen og igen kritiseret Bengals’ ledelse og ejerkreds offentligt.
I år har Cincinnati Bengals så undladt at bruge deres franchise tag på Hendrickson, hvilket giver ham muligheden for at søge en længerevarende aftale andetsteds. Trey Hendrickson har været én af de mest produktive presspillere i nutidens NFL med 39 sacks i de seneste tre sæsoner, så han kommer utvivlsomt til at have mange bejlere.
Næste side: De sidste fem svar vi skal have i Free Agency








