
Spændende navne og klubber med mange penge bliver en gylden kombo, når NFLs Free Agency (uofficielt) åbner mandag
Mandag den 9. marts åbner forhandlingsvinduet uofficielt, og så er det store NFL transfercirkus ellers skudt i gang.
Det er den tid på året, mange NFL-fans synes er sjovest, men måske også frygter. Favoritklubben kan hente en stor stjerne, men kan den holde fast på din yndlingsspiller?
Og selv om nye kontrakter og klubskifter teknisk set ikke kan underskrives før på onsdag, så forventer vi en lind strøm af forhåndskontrakter, rygter og måske endda et par bomber allerede i weekenden.
Forvent: Quarterback-kaos, fokus på pass rush og et par rutinerede spillere, der håber på et sidste skud i bøssen. Gul Klud guider dig igennem det hele.
Quarterback-situationen
Det store samtaleemne er utvivlsomt Malik Willis, der efter to sæsoner som backup i Green Bay har bevist, at han er en mulig starter i ligaen. Han er den mest spændende quarterback på markedet – ikke fordi han er færdigudviklet, men fordi han kombinerer ekstraordinære løbeegenskaber med en tydelig fremgang i kastespillet. I Green Bay ramte han sidste år på imponerende 85,7 % af sine kast, løb for over 100 yards og stod for fire touchdowns i begrænset spilletid, mens Jordan Love var skadet. Willis forventes at score en ny kontrakt med en mulig starterplads i sigte, og så er spørgsmålet bare, hvad han skal koste? Kan han presse den op over 20 eller 30 millioner dollars om året?
Det andet store quarterback-navn er selvfølgelig Kyler Murray, der bliver cuttet af Arizona Cardinals. Dermed skal Hjalte Froholdt have en ny quarterback, mens Murray skal finde en ny arbejdsgiver. Men mulige bejlere kan gnide sig i hænderne, for Cardinals skal betale næsten hele hans løn. Murray er måske ikke den spiller, han var engang var eller var udset til engang, men med det rette hold og i det rette angreb (hvem sagde Minnesota?) kan han stadig få succes.
Også Raiders nu tildligere quarterback Geno Smith er fri, efter Raiders torsdag officielt fritstillede ham (inden de vælger Fernando Mendoza med pick 1 i draften). Smith havde et horribelt første år i Raiders, efter sit skifte fra Seahawks, hvor han kunne se sin gamle klub vinde Super Bowl, mens han selv stod i spidsen for ligaens dårligste hold. Var det hans skyld? Næppe… men spørgsmålet er, hvem der giver den snart 36-årige quarterback en chance.
Den mest eftertragtede spiller
Mens vi har Trey Hendrickson øverst på vores Top 100 liste, så er de fleste analytikere er enige: Tyler Linderbaum er årets mest eftertragtede free agent. Baltimore Ravens-centeren er kun 28 år gammel, og er statistisk den næstbedste center i ligaen (efter Chiefs’ Creed Humphrey) – og hans er super dygtig til at styre den offensive linje og kalde blokeringer. Ravens har tilbudt ham en rekordkontrakt, men hvis han takker nej, er der kø af interesserede hold. Det forventes, at han kan lave en 4-5-årig aftale til over 20 millioner om året.
Edge rushers og defense
Den dybeste position i årets free agency er Edge-rushere. Trey Hendrickson fra Cincinnati Bengals er den mest attraktive: Hensynsløs, med et bredt repertoire af moves og en evne til at lave afgørende plays. At Miami Dolphins har behov for en pass rusher, mens Tennessee Titans har næsten 100 millioner dollars i cap space, giver en interessant dynamik, som bliver sjov at følge med i. Hvor lander Hendrickson?
Og så er der veteranerne. Von Miller (36 år), Khalil Mack (35) og Calais Campbell (39) er alle stadig på markedet. Det er spillere, der nærmer sig afslutningen af karrieren, men de er billige at hente og især Mack kan give et hold et reelt boost i en enkelt sæson.
Opdateret: Khalil Mack har forlænget med Chargers
Fredag røg en anden stor spiller af markedet, da Raiders tradede Maxx Crossby for to 1. runde picks.
Offensive stjerner
Running back Kenneth Walker III blev MVP i Super Bowl LX og er den mest eksplosive running back på markedet. Han er kun 26 år og er igennem sine fire NFL-sæsoner nærmerst kun blevet bedre og bedre. Med en tynd RB-årgang i NFL-draften forventer analytikere, at running backs generelt henter bedre kontrakter end normalt denne sæson. Walker bliver dyr.
Wide Receiver Mike Evans er 32 år og kan teknisk set skrive under med et nyt hold, men alt tyder på, at Bucs-receiveren bliver i Tampa. Han missede ni kampe i 2025 på grund af en skulderskade, men i de otte kampe han spillede, var han fortsat en scoringsmaskine.
Og så er Taylor Swift’s kæreste Travis Kelce teknisk set også fri på markedet – selvom Chiefs-legendens fremtid i Kansas City formentlig skrives om i disse dage.
Hvad er der allerede sket?
Markedet er faktisk allerede begyndt et røre på sig. Her er de største nyheder indtil videre:
Buffalo Bills har hevet DJ Moore ind i en trade fra Chicago Bears. Læs mere
Kansas City Chiefs har sendt cornerback Trent McDuffie til Los Angeles Rams. Læs mere
Detroit Lions har sendt David Montgomery til Houston Texans. Læs mere
Og Cardinals har bekræftet, at Kyler Murray er ude. Læs mere
Der er allerede gang i den – og transfervinduet er ikke engang åbnet endnu.
Nøgle-datoer og navne at holde øje med
- Mandag 9. marts kl. 18 dansk tid: Forhandlingsvinduet åbner (legal tampering)
- Onsdag 11. marts kl. 22 dansk tid: Officiel start – kontrakter kan underskrives
- Malik Willis (QB) – Den hotteste QB på markedet, klar til at starte
- Tyler Linderbaum (C) – Årets bedste free agent ifølge de fleste analytikere
- Trey Hendrickson (EDGE) – Den mest komplette kantrusher til salg
- Kenneth Walker III (RB) – Super Bowl MVP, kun 26 år gammel
- Kyler Murray (QB) – Billig løsning med masser af erfaring
- Mike Evans (WR) – Veteranmodtager på vej mod sin næste kontrakt
- Travis Kelce (TE) – Chiefs-legendens fremtid afgøres nu
Det er altid svært at forudsige, hvad der sker, når milliarderne begynder at flyve rundt mandag eftermiddag. Men et er sikkert: 2026-markedet har nok navne og nok drama til at holde os beskæftiget de næste to uger.
Gul Klud følger det tæt – check ind dagligt og hold øje med vores løbende dækning.








