Den offensive linje hos Seattle Seahawks har ikke imponeret de seneste sæsoner. Men i 2016 fandt holdet endelig én god linjemand i center Justin Britt, og han bliver nu belønnet med en ny 3-årig kontrakt.


Seattle Seahawks’ offensive linje har været heftigt kritiseret de sidste par år, og holdet har i den grad manglet kvalificerede folk til at beskytte Russell Wilson. I 2016 fandt de dog endelig én mand, der ikke var under middel. Center Justin Britt overraskede positivt, og var Seahawks klart bedste linjemand. Det har nu sikret ham en 3-årig forlængelse til en værdi af $27 millioner.


Justin Britt blev draftet i anden runde af 2014-draften, og startede hele den første sæson som højre tackle. Det var dog langt fra en succes, hvorefter han blev flyttet ind som guard i 2015. Heller ikke her var han velspillende, og det var først i 2016, han fandt fodfæste, da han blev rykket ind som center.
Britt vil give en kærkommen stabilitet på en offensive linje, der stadig er meget usikker. Lige nu er der hård kamp om pladserne i training camp, og kun Britt og venstre tackle George Fant virker sikre på deres plads.
Britt bliver den første offensive linjemand i Pete Carroll-tiden (siden 2010), der bliver draftet og får en kontraktforlængelse. Det er ellers ikke fordi, at Seahawks ikke har forsøgt at investere i linjen. I Pete Carroll-tiden har de valgt Russell Okung (2010), James Carpenter (2011) og Germain Ifedi (2016) i første runde samt John Moffitt (2011), Justin Britt (2014) og Rees Odhiambo (2015) på andendagen af draften. Selvom Okung og Carpenter ikke var forfærdelige, er Britt altså den første, der rigtig ligner en succes for Seattle.