Han var rygtet til flere klubber efter den seneste kontrakt udløb, men det bliver i stedet til en pensionering for den Super Bowl-vindende forsvarsspiller

Michael Bennett spillede 11 sæsoner i NFL, men nu trækker den erfarne og dygtige forsvarsspiller stikket. I en alder af 34 år går Bennett på pension, det annoncerede han på Instagram medfulgt af en artikel i The New Yorker.

Den alsidige defensive end fortæller, at han tog beslutningen om at stoppe karrieren, da han opholdt sig hjemme og inden døre med sin familie under Corona-krisen. Her faldt det ham så naturligt, at han blot ønskede at bruge mere tid med kone og barn. Det var ikke det værd at udsætte kroppen for den mængde tæsk, den modtager i en NFL-sæson.

Selv om det kom ganske naturligt for Bennett, betyder det dog ikke, at det var en let beslutning. Spilleren udtaler, at det føles som døden selv, men at han ser frem til sin genfødsel og at finde sit nye, frigjorte jeg.

Som spiller var Bennett en fremragende quarterbackjæger. Den defensive end var en vigtig brik på Seattle Seahawks, da de i 2014 slog Denver Broncos i Super Bowl. Trods tre ture til Pro Bowl og en Super Bowl-ring blev den nu pensionerede forsvarsspiller ikke draftet, da han forlod college i 2009. Her gav Seattle ham chancen som free agent, men trods lovende takter blev han fyret og endte med at spille sine fire første sæsoner for Tampa Bay, inden han vendte tilbage til Seattle.

I alt blev det til mere end 150 kampe i NFL og 69,5 sacks, 39 af disse kom i fem sæsoner for Seahawks. Forsvarsspilleren nåede derudover at spille en enkelt sæson for Philadelphia Eagles, og i fjor blev det til en halv sæson for både New England Patriots og Dallas Cowboys.

Bennett planlægger at fortsætte sit arbejde med at kæmpe for afroamerikaneres rettigheder, både i og uden for NFL, nu da karrieren er indstillet.

Spilleren har en podcast, der tackler emner, som involverer borgerrettigheder og diskrimination, derudover har Bennett skrevet en bog om emnet, som han er i gang med at tilpasse til en TV-indspilning.