Et skadesplaget Cincinnati Bengals-hold kunne på trods af en brav indsats ikke stoppe Pittsburgh Steelers til sidst, og så kunne Steelers sikre sig sæsonens niende sejr. Det er dog næppe nok til slutspillet for Steelers.

I sidste spille af grundspillet var der lagt op til drama i AFC North. Pittsburgh Steelers skulle vinde over Cincinnati Bengals, hvis de ville have en chance for slutspillet. Udover sejren over Bengals, skulle Steelers også bruge en sejr til Cleveland Browns over Baltimore Ravens.

At slå Cincinnati Bengals skulle dog vise sig sværere end først antaget, da et skadesplaget Bengals-hold uden profiler som Andy Dalton, A.J. Dalton og Tyler Boyd bed godt fra sig.

Efter et pointløst første quarter scorede Bengals kampens første touchdown, da safety Shawn Williams interceptede Ben Roethlisberger og løb bolden hele vejen til Steelers’ end zone. Derefter satte Bengals et field goal på tavlen, og så havde holdet en overraskende 10-0 føring.

Derfra gik det dog helt i stå for Bengals, og selvom Steelers’ angreb havde det svært uden en skadet Antonio Brown, kravlede favoritterne fra Pittsburgh sig langsomt tilbage i kampen.

Inden pausen satte holdet et field goal på tavlen, og så kunne de udligne til 10-10 i slutningen af tredje quarter, da JuJu Smith-Schuster greb et kort kast og løb den ind fra 11 yard linjen.

Fjerde quarter blev fortsat styret af forsvarene, men begge hold satte et field goal på tavlen, inden Steelers med 2 minutter igen scorede kampens sidste og afgørende field goal. Føringen på 16-13 hold hjem, da Bengals ikke kunne flytte bolden til sidst.

For Steelers var det dog ikke nok til slutspillet, da Baltimore Ravens vandt over Cleveland Browns i en neglebidder. En kamp, der blev fulgt på storskærmen efter kampen.

Nævneværdige statistikker

Pittsburgh Steelers
Ben Roethlisberger: 31/45 for 287 yards, 1 touchdown og 1 interception
James Conner: 16 løb for 64 yards
Cameron Heyward: 2 sacks

Cincinnati Bengals
Jeff Driskel: 12/24 for 95 yards
Joe Mixon: 13 løb for 105 yards
Alex Erickso: 6 catches for 63 yards
Nick Vigil: 17 tacklinger